Sikkerheden er et stort tema før de olympiske lege i Paris
Der vil blive gjort brug af kunstig intelligens i overvågningskameraer, når der afvikles OL i Paris til sommer. Systemerne er blevet testet af de franske myndigheder op til legene, og det skal være med til at forhindre eventuelle terrorangreb med de store menneskemængder i den franske hovedstad. Foto: Abdul Saboor/Reuters
OL i Paris vækker bekymringer omkring sikkerheden i den franske hovedstad, som før har været ramt af terrorangreb. De franske myndigheder har oprustet stort.
Ritzau RitzauSami Don Petersen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Når man vandrer rundt i atleternes OL-by i udkanten af Paris, er det fyldt med tomme spøgelsesbygninger. Der er klimavenlige papsenge på værelserne, men stort set intet andet.
Byggekraner kan ses flere steder, og små huller i vejene fyldes med varm asfalt af jord- og betonarbejdere.
Mange af de midlertidige arenaer er helt efter planen ikke opført endnu, og der er hjemløse på gaderne. Vandet i Seinen, hvor åbningsceremonien skal foregå, og hvor triatleter skal svømme, ser brunligt og ikke specielt indbydende ud.
Men den ikoniske flod bliver ren og uden forurening, og alt bliver klar til tiden, lover arrangørerne.
Jævnligt er der demonstrationer om dette og hint i et land, der er kendt for at brokke sig mere end danskerne.
Annonce
Det største OL-tema for franskmændene, når man spørger dem i meningsmålinger, er sikkerheden. For Frankrig og især Paris har gentagne gange været ramt af terrorangreb.
Kan de franske myndigheder nå at få styr på det hele til om fire måneder med omkring 10.500 atleter og et tocifret antal millioner af gæster?
Ja, vurderer Jørn Boisen, der er lektor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i fransk politik og samfund.
- Hvis man ser på, hvad franskmændene selv ser som en udfordring, er sikkerheden helt klart den største. Syv ud af ti franskmænd er skeptiske over for, om man får et ordentligt sikkerhedsniveau.
- Det er den vigtigste bekymring, siger Jørn Boisen.
Men der er ikke grund til bekymring i forhold til at rejse til Paris og se legene fra tætteste hold, hvis man eksempelvis er dansk turist.
- Sikkerheden under OL vil ikke være værre i Paris, end den er almindeligvis. Der er dog aldrig nul risiko.
- Franskmændene frygter, at de franske myndigheder ikke når at få sikkerhedsprocedurerne på plads. Men de er gode til det, og det skal nok komme på plads, siger lektoren.
Frankrig ruster sig til OL med alt fra undervandskameraer i Seinen ved åbningsceremonien, og der vil stå betjente på hver anden meter langs floden.
Det ser smukt ud på de illustrationer, som de franske OL-arrangører har fået lavet af Seinen, som skal danne rammen om en storslået åbningsceremoni 26. juli, som første gang i historien ikke vil finde sted på et atletikstadion. Den franske regering har dog reduceret antallet af tilskuere fra to millioner til 326.000. Foto: Florian Hulleu/Ritzau Scanpix
En sikkerhedsstyrke på 45.000 indsættes under åbningsceremonien, og 35.000 sørger for sikkerheden hver eneste dag under legene fra 26. juli til 11. august.
Annonce
Og der er en årsag til de mange ekstra politifolk.
- Der er det helt konkrete og dystre faktum, at Paris har været ramt af terror ret voldsomt og ret mange gange inden for de seneste ti år. Frankrig er et mål og forstår sig selv som et mål.
- Der er en stor grad af social uro og potentielle terrorister, der driver rundt under politiets radar og kan finde på at gøre et eller andet, siger Jørn Boisen.
De franske efterretningstjenester har lært fjenden at kende og de netværk, de er oppe imod. Ifølge indenrigsministeriets talskvinde Camille Schaize har Frankrig afværget 70 angreb de seneste ti år.
- Frankrig har fået nogenlunde styr på, hvad der foregår. Så det er ikke de her store anslag, man er bekymret for. Men enkeltstående skøre kugler med en kniv er næsten umulige at dæmme op for, forklarer Jørn Boisen.
Han understreger, at Paris under legene og især i sportsarenaerne er topsikret.
- Det tyder på, at de instrumenter og lovrammer, der er indført gennem årene, har gjort det nemmere for de franske myndigheder. Der er blevet strammet gevaldigt op, siger han.
Frankrigs OL-arrangører har neddroslet åbningsceremonien, hvad angår antallet af billetsalg og tilskuere.
Fra den oprindelige plan om to millioner tilskuere er tallet blevet begrænset markant siden.
- Det er et klogt træk for at gøre det så sikkert som muligt, mener Jørn Boisen.
Annonce
Søren Simonsen, chef de mission for det danske OL-hold, er ikke bekymret på de danske atleters vegne.
- Vi har altid PET (Politiets Efterretningstjeneste) med, og de er med til at lave en sikkerhedsvurdering på daglig basis for os.
- Der er masser af sikkerhedsarbejde, der går forud for OL. Der er også sikkerhedsbriefinger med de franske værter og efterretningstjenester for hver eneste nation, siger han.
Danskerne læner sig op ad det sikkerhedssetup, som OL-værten stabler på benene og er løbende i dialog med PET om risikoen.
- PET fraråder os ikke at deltage. Hvis det var usikkert, så ville udenrigsministeriet og PET løfte et alvorligt flag. Vi føler os i trygge hænder hos de eksperter, der håndterer det her, siger OL-chefen.
De danske atleter vil blive guidet på bedst mulig vis.
- Vi holder et atlet-webinar op til OL i juni, hvor vi giver dem alle de lavpraktiske informationer, de skal have.
- Vi har en tro på, at det med sikkerheden bliver løst, selv om verden i øjeblikket måske er mere usikker, end den har været længe, siger Søren Simonsen.
/ritzau/
Fakta: Frankrig opruster stort under OL
* Frankrig er i højeste alarmberedskab, men efterretningstjenesterne har ikke identificeret en specifik terrortrussel ved OL. Det oplyser den franske indenrigsminister, Gerald Darmanin. Han siger, at der er flere potentielle trusler, og det inkluderer islamiske ekstremister, voldelige miljøaktivister, højreorienterede grupper samt cyberangreb fra Rusland og andre aktører.
* Frankrig blev ramt af en række terrorangreb i 2015 og 2016. Angrebene blev forbundet til grupper fra Islamisk Stat. Angrebene ramte Bataclans koncertsal og andre offentlige steder. Landet har været udsat for sporadiske angreb fra ekstremister i årene siden da.
* Efterretningstjenesterne gennemfører omkring en million sikkerhedstjek af folk, der skal arbejde eller deltage under legene i Paris. Af de 89.000 tjek, der allerede er gennemført, er 280 personer blevet afvist på grund af sikkerhedsmæssige problemer, oplyser den franske indenrigsminister.
* Under åbningsceremonien på Seinen i Paris forventes omkring 10.000 atleter at sejle både langs floden på en seks kilometer lang rute. Den franske regering vil lukke alle lufthave og luftrummet i en radius af 150 kilometer rundt om Paris under og efter den over tre timer lange ceremoni.
* Omkring 2500 udenlandske politibetjente vil være blandt en samlet sikkerhedsstyrke på 45.000, der er sat ind i Paris til begivenheden, oplyser de franske myndigheder. Der er diskussioner om, hvorvidt de udenlandske betjente må være om bord med deres nations atleter, og hvilke våben de må bære.
* Frankrig mangler stadig at ansætte og træne omkring ti procent af den private sikkerhedsstyrke, der skal hjælpe politiet med at sørge for ro og orden under legene fra 26. juli til 11. august.
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat