Silkeborg forstærker midtbanen med svensk rutine

Robert Gojani (til venstre) skifter fra svenske Elfsborg til Silkeborg i Superligaen. (Arkivfoto) Foto: Adam Ihse/Ritzau Scanpix

Øget konkurrence på midtbanen har været ønsket hos Silkeborg, og nu har klubben hentet en rutineret svensker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Oprykkerne fra Silkeborg henter den 28-årige svenske midtbanespiller Robert Gojani i Elfsborg.

Han tiltræder med øjeblikkelig virkning og har skrevet en kontrakt gældende frem til sommeren 2024. Det oplyser Silkeborg på sin hjemmeside.

Sportschef Jesper Stüker kan afsløre, at Robert Gojani har været på ønskelisten gennem længere tid.

- Robert Gojani passer godt ind i den fodboldmæssige filosofi, vi står for. Han er rigtig dygtig på bolden, og er en taktisk stærk og erfaren spiller.

- Vi var allerede i kontakt for knap et års tid siden, men nu blev det muligt at få enderne til at mødes, siger Jesper Stüker til klubbens hjemmeside.

Han ser Robert Gojani som en spiller med et højt niveau, der kan spille alle pladser på midtbanen.

- Det giver naturligvis en øget konkurrence på midtbanepladserne, hvor andre har præsteret godt.

- Vi så ham i starten som en kontrollerende spiller, men han har på det seneste med succes vist sig frem hos Elfsborg i en mere offensiv rolle, lyder det.

Robert Gojani rykker til Silkeborg med sin familie, der består af en kæreste og et barn på tre måneder.

- Jeg ser frem til at spille for Silkeborg. Jeg har set flere af deres kampe, og spillestilen tiltaler mig.

- Jeg og familien ser også frem til at bosætte os i Silkeborg. Jeg har kun været her ganske kort tid, men det ser ud til at være en rigtig flot by, siger Robert Gojani til klubbens hjemmeside.

Robert Gojani har spillet 136 kampe i den bedste svenske række samt 96 kampe i den næstbedste. Han har endvidere en enkelt A-landskamp for Sverige tilbage i 2018.

Han blev sammen med Elfsborg nummer to i Allsvenskan i 2020.

Robert Gojani træner med første gang tirsdag formiddag.