Silkeborg hiver FCM med ned i bundstriden
FC Midtjyllands rædselsfulde efterår fortsætter, efter at ulvene søndag eftermiddag hjemme på MCH Arena tabte 1-3 til Silkeborg.
Selv om midtjyderne var det bedste hold på banen og havde klart flest målchancer, var det alligevel Silkeborg, der tog de tre point.
Dermed er bronzevinderne fra FC Midtjylland kun tre point fra sidstepladsen og to point fra nedrykningsstregen.
Oven på den seneste tids meldinger om dårlig økonomi på heden kunne midtjyderne ellers løbe på banen med en positiv besked om, at en investorgruppe har sikret driften i en rum tid endnu mod at få pant i transferrettighederne til en række spillere.
Optimismen resulterede også i en scoring få minutter inde i kampen, men FCM-angriberen Tim Janssens mål blev underkendt på grund af offside.
I stedet slog gæsterne til, da Jesper Bech med et vakst chip bragte Silkeborg foran 1-0, og ikke ret lang tid efter sendte Dennis Flinta bolden i mål med hovedet og fordoblede føringen.
Så gik Silkeborg til gengæld også helt i stå og overlod fuldstændigt spillet til værterne, der pressede på for en reducering.
Den faldt efter en times spil, da indskiftede Morten "Duncan" Rasmussen med sit første sæsonmål fik liv i de sølle knap 4000 tilskuere på stadion.
Men de kom dog hurtigt ned i sæderne igen, da Jesper Bech med sit andet mål lukkede kampen til slutstillingen 3-1 med et fladt skud, som FCM-keeper Jakob Haugaard nok burde have taget.
Sejren var Silkeborgs anden i de tre kampe, hvor Viggo Jensen har ageret trænervikar for den fyrede Keld Bordinggaard.
Resultatet betyder, at fem hold ligger inden for en afstand af blot fire point fra hinanden i bunden af Superligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker