Silkeborg-profil pådrager sig knæskade i superligatest
Silkeborgs Stefan Teitur Thordarson, som her ses i aktion mod Viborg i sidste sæson, pådrog sig en skade i en testkamp mod tyske HSV mandag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Silkeborg-direktør Kent Madsen forventer, at oprykkerholdet forstærker sig med en eller to spillere mere.
Oprykkerne fra Silkeborg fik ikke den bedste tænkelige generalprøve på sæsonstarten i Superligaen.
I mandagens sidste testkamp mod Hamburger SV, som endte med et 0-1-nederlag, pådrog den centrale islandske midtbanespiller Stefan Teitur Thordarson sig en knæskade.
- Teitur blev knæskadet, og vi ved ikke endnu, hvor omfangsrigt det er. Han skal skannes tirsdag, og forhåbentlig er det ikke så slemt, siger Silkeborg-direktør Kent Madsen.
I den forgangne sæson var han med i 21 kampe for Silkeborg, og han spillede også for Island ved U21-EM.
Ud over islændingen er Silkeborg i forvejen uden den skadede angriber Nicklas Helenius, og for to uger siden blev topscorer Magnus Mattsson solgt til hollandske NEC Nijmegen.
- Det er klart, at vi er sårbare. Mattsson er væk, Helenius er skadet, og vi fik vores dygtige islænding Teitur skadet i kampen mod HSV.
- Så nu skal vi helst ikke have flere udfordringer, hvad det angår, lyder det fra Kent Madsen.
Han håber, at Helenius kan blive klar til at spille inden så længe. Silkeborg indleder sin sæson på mandag hjemme mod Sønderjyske.
- Helenius har døjet med noget betændelsesværk, som forhåbentlig snart er overstået, så han kan spille igen. Vi håber, han er klar i løbet af kort tid, siger Kent Madsen.
Direktøren føler dog generelt, at Silkeborg står godt rustet til den kommende sæson, men han ærgrer sig over tabet af Magnus Mattsson.
- Det er en klar svækkelse, at Magnus Mattsson ikke er der. Vi ville rigtig gerne have haft ham til at være her noget længere.
- Men vi havde en aftale med ham om, at han skulle have chancen for at komme videre denne sommer. Det er sådan, det er blevet. Det er ærgerligt, for han kan noget ganske særligt, siger Kent Madsen.
Selv om Silkeborg kunne opjustere med ti millioner kroner kort efter handlen med Mattsson, er Kent Madsen ikke glad for afgangen.
- Det er faktisk ikke en transfer, vi er glade for. Det er alene fordi, vi havde indgået en aftale med Mattsson omkring det, og den holdt vi.
- Men vi har rum og økonomi til at hente forstærkninger ind. Så jeg håber at se yderligere en eller to spillere i truppen i dette transfervindue, siger direktøren.
Silkeborg har denne sommer hentet den rutinerede keeper Nicolai Larsen i franske Guingamp, stopperen André Calisir fra Apollon, midtbanespilleren Andreas Oggesen fra Fredericia samt backen Oliver Sonne fra HB Køge.
- Andre må tage over nu. Vi har fået en god keeper ind. Vi har fået en erfaren svensk midtstopper ind og et par gode spillere i Oggesen og Sonne, påpeger Kent Madsen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned