Silkeborg smadrer tamme Vejle i regnfuld affære

Silkeborg-træner Kent Nielsen kan være tilfreds med holdets præstation søndag eftermiddag, hvor det blev til en 3-0-sejr over bundholdet Vejle. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Silkeborg havde ingen slinger i valsen, da Vejle blev besejret med 3-0 på et vådt Jysk Park.

Offentliggjort Sidst opdateret

Silkeborg havde ingen problemer, da holdet hjemme på Jysk Park smadrede bundproppen Vejle med 3-0 i forårets første Superliga-runde.

Hjemmeholdet dominerede kampen og spillede sig frem til et hav af chancer, selvom den regnvåde kunstgræsbane af og til gjorde spillet på bolden uforudsigeligt.

Gæsterne fra Vejle havde derimod svært ved at spille sig frem til målchancer og led under hjemmeholdets aggressive og offensive tilgang.

Holdet fra Nørreskoven fik nærmest ikke et ben til jorden, og derfor var det også fuld fortjent, at silkeborgenserne sikrede sig en flot sejr på 3-0.

Sejren bringer silkeborgenserne på 28 point og 4 point foran AGF på syvendepladsen. Vejle indtager fortsat sidstepladsen med kun 9 point.

Det lignede en første halvleg uden mål trods mange gode Silkeborg-chancer. Kort før pausefløjt fik Silkeborgs Nicklas Helenius dog forløst hjemmeholdets chancehav med en scoring til 1-0 efter en lang pasning fra u21-landsholdsspilleren Rasmus Carstensen.

Hjemmeholdet var også spilstyrende i anden halvleg, hvor Alexander Brunst kom på overarbejde i Vejle-målet.

Med et kvarter igen sendte brandvarme Sebastian Jørgensen hjemmeholdet foran med 2-0, og offensivspilleren Nicolai Vallys lukkede og slukkede kort efter med en scoring til 3-0.