Silkeborg sparker nyt liv i Superligaens topstrid

Afstanden ned til FC Midtjylland er stadig komfortabel, hæfter FC København-træner Jess Thorup sig ved efter torsdagens skuffende 1-3-nederlag ude til Silkeborg. FCM er nu seks point efter FCK, som fører Superligaen med syv kampe tilbage. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Med syv spillerunder tilbage af sæsonen halede FC Midtjylland tre point ind på FC København, som tabte i Silkeborg og skal spille et drilsk derby mod Brøndby.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter syv FC København-sejre i træk uden at lukke mål ind i 2022 virkede Superligaens guldkamp næsten afgjort.

FCK var trukket alvorligt fra FC Midtjylland, der inden 25. spillerunde var ni point bagud i topstriden.

Men torsdag aften sørgede oprykkerne fra Silkeborg med en imponerende 3-1-sejr hjemme over FCK for at puste nyt liv i medaljekampen.

Onsdag vandt FCM nemlig 3-1 ude over Randers FC. Så nu har FCK kun et forspring på seks point ned til FCM med syv kampe tilbage af sæsonen. Heraf venter et indbyrdes opgør i Herning.

FCK-træner Jess Thorup nedtoner nederlaget i Silkeborg, som kom efter otte ligasejre i træk, når man tæller en kamp før jul med.

- Så er det heller ikke værre. Vi står stadig i en god position i tabellen, og vi har hele tiden regnet med, at det hele først ville blive afgjort i de sidste runder, siger Thorup til klubbens hjemmeside.

Allerede mandag venter et lokalderby mod Brøndby i Parken.

- Nu gælder det om hurtigst muligt at lægge den her kamp bag os og pakke den væk, og så ser vi frem mod mandagens derby. Det er endnu en vigtig og vanskelig kamp, som vi skal ud og vinde, siger Thorup.

Hos FCM har den 37-årige målmand David Ousted stadig tro på guldet.

- Vi er glade for en sejr, og de tre point er dejlige at tage med hjem. Det er med til at sætte jagten ind og sætte pres på FCK.

- Det skal vi fortsætte med, og det bliver en sjov periode med vigtige kampe i ligaen, siger Ousted til klubbens hjemmeside.

Brøndby mistede torsdag terræn i kampen om tredjepladsen, da holdet tabte 0-1 i den direkte duel hjemme mod AaB.

Nordjyderne indtager dermed placeringen med fire point ned til Brøndby på fjerdepladsen.

- Vi har nu fire point op til AaB og skal møde FC Midtjylland og FC København i de to næste kampe, så afstanden kan blive større endnu.

- Det er relativt tæt i puljen, så vi kan ende på alt fra tredje- til sjettepladsen, da vi nu har tabt fire kampe i streg, siger Brøndby-træner Niels Frederiksen.

I nedrykningsspillet er AGF uden sejr i syv kampe i træk, og træner David Nielsen mener, at pilen peger på ham efter torsdagens 0-2-nederlag hjemme til Viborg FF.

Det betyder, at AGF har seks point op til Viborg på den vigtige syvendeplads, der sikrer en playoffkamp om europæisk fodbold i næste sæson.

- Til syvende og sidst peger pilen på mig.

- Vi virker lidt som et hold uden mål, efter at vi ikke kom i top-6. Det virker lidt som om, at det ikke er fedt at spille, og det virker lidt som om, at vi har været lidt døde i et stykke tid, siger AGF-træneren.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu