Silkeborg spillede på Brøndbys fans

Brøndbys spillere blev i 0-2-nederlaget til Silkeborg på hjemmebane mødt af pibekoncert og hånlige tilråb af deres egne fans.

Den situation gik Silkeborgs spillere bevidst efter. De vidste nemlig godt, at Brøndbys hjemmepublikum ikke havde megen tålmodighed tilbage efter nederlag til FCK og Varde.

- Vi vidste, at Brøndby var såret på sin stolthed inden kampen, og af egen erfaring ved vi, at det gør ondt, når publikum piber. Så vi gik efter at få Brøndbys fans til at vende sig mod deres egne, siger Silkeborgs Dennis Flinta.

- Vi gik efter at spille 0-0 ved pausen og slå deres spil i stykker, så publikum blev frustreret. Så ville vi sætte tempo på i anden halvleg, og det gik efter planen, siger Dennis Flinta, der tidligere har spillet i Brøndby.

Silkeborg-træner Troels Bech havde udtænkt taktikken.

- Det var vigtigt, vi fik lukket gassen ud af Brøndbys ballon fra kampens start.

- Vi har tidligere tabt på Brøndby Stadion på grund af hjemmepublikummet, så hvis vi skulle vinde, blev vi nødt til at banke en kile ind mellem Brøndby og deres publikum.

Den manglende opbakning til Brøndby var påfaldende, og det var også noget, som hjemmeholdets forsvarsspiller Max von Schlebrügge bemærkede.

- Jeg forstår tilskuernes skuffelse, og jeg forstår deres manglende entusiasme. Jeg synes også selv, at det her er for dårligt, siger Schlebrügge.

/ritzau/

Silkeborg spillede bevidst på at få Brøndbys fans til at vende sig mod deres egne. Og det lykkedes.

Offentliggjort Sidst opdateret