Silkeborg-topscorer humper: Tvivlsom til pokalfinalen
Alexander Lind vred sig af smerte, inden han blev hjulpet af banen i søndagens kamp mellem Silkeborg og FC København. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Kent Nielsen tvivler på, at Alexander Lind når at blive klar til pokalfinalen mod AGF efter ankelskade.
Det bliver en kamp mod tiden for Silkeborg IF at få topscorer Alexander Lind klar til torsdagens pokalfinale mod AGF i et udsolgt Parken.
Angriberen pådrog sig en ankelskade i søndagens superligakamp mod FC København, da Lind blev pløjet ned af gæsternes målmand, Kamil Grabara.
Mandag var Lind ikke i stand til at træne med holdkammeraterne, og Silkeborg-træner Kent Nielsen er ikke videre optimistisk, når han ser på muligheden for at råde over angriberen i sæsonens vigtigste kamp.
- Han har småcyklet lidt, og han har prøvet at små-jogge lidt humpende rundt om banen. Det bliver klart en kamp mod tiden, i forhold til om han når at blive klar eller ej.
- Chancerne er nok mindre for, at han kommer til at spille, men den er der. Vi prøver ikke at være fordækt eller noget. Det er jeg blevet for gammel til. Hvis han er skadet, så er han skadet, og så bliver det også meldt ud, siger Kent Nielsen til Bold mandag eftermiddag.
Cheftræneren slår fast, at Lind kun vil klarmelde sig selv, hvis han er 100 procent i stand til at spille, så han ikke svigter holdkammeraterne.
Med ti fuldtræffere var Alexander Lind længe topscorer i Superligaen, men efter en scoringspause på over et halvt år har fire spillere overhalet ham, mens to har tangeret ham.
Silkeborg var senest i pokalfinalen i 2018, mens klubben senest vandt den i 2001.
Mandag kom det desuden frem, at nordjyden Mikkel Redder skal være dommer, når Silkeborg og AGF kæmper om sæsonens første trofæ i dansk fodbold.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned