Med mere end to tredjedele af sæsonen afviklet holder oprykkerne fra Silkeborg IF fast i tredjepladsen i SAS Ligaen.
Mandag forhindrede Rajko Lekic' sene 1-1-udligning på straffespark AaB i at rykke op side om side med silkeborgenserne, og Silkeborg ser ud til at fortsætte efterårets solide takter.
Men Silkeborg spiller ikke godt, mener træner Troels Bech.
- I vores første syv kampe i foråret har vi spillet én halvleg, der ramte efterårets høje niveau. Vi er ellers ikke lykkedes med at spille godt endnu, og det gjorde vi heller ikke denne gang, erkender Troels Bech.
Silkeborg-træneren mener, at de dårlige baner har en del af skylden for den hakkende rytme i kampene.
- Men vi rammer heldigvis sjældent et meget lavt niveau, og kampen mod AaB viste, at vi har en god bredde i truppen, siger Troels Bech, der måtte se bort fra fire sædvanlige profiler mod AaB.
Spillerne selv afviser, at den høje placering i ligaen skyldes tilfældigheder i et forår præget af ustabilt spil.
- Vi ligger, hvor vi gør, fordi vi har kvaliteten til det, mener Christian Holst, der ligesom resten af holdet afviser at tale om bronzemedaljer og europæisk fodbold.
- Det point, vi fik, er forbandet vigtigt, for vi holder AaB bag os. Vi vil gerne slutte så højt i tabellen som muligt, siger målscorer Lekic.
Med 1-1-resultatet er afstanden ned til AaB fortsat tre point.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned