Simon Kjær bitter over at misse Japan-kamp

Tre minutter før slutfløjtet i 2-1-sejren over Cameroun begik Simon Kjær et professionelt frispark, som betød gult kort og karantæne til den danske midterforsvarer.

Det holder Simon Kjær, som også fik en advarsel i mandagens VM-kamp mod Holland, ude af den næste VM-gruppekamp mod Japan. Det ærgrer Palermo-spilleren, da Japan-kampen bliver afgørende for, om Danmark kan gå videre til ottendedelsfinalerne.

- Det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke kan spille mod Japan, men jeg er sikker på, at gutterne nok skal klare den. Det er selvfølgelig træls, at jeg ikke kan være med, men det skal nok gå, siger Simon Kjær.

Danmark skal vinde kampen på torsdag mod Japan for at avancere fra gruppespillet, men det kræver, at det danske hold får elimineret de personlige fejl.

- Vi giver Cameroun nogle rigtigt store chancer efter personlige fejl, som helst skal undgås. Vi gav også mål væk på personlige fejl mod Holland. Jeg ser helst, at modstanderne scorer efter gennemspillede angreb, hvis de skal score. På den måde har vi været lidt hårde ved os selv, men vi kommer godt ud af det, siger Simon Kjær.

/ritzau/

Simon Kjær er ærgerlig over, at han misser den næste og sidste VM-gruppekamp mod Japan på grund af karantæne. De personlige fejl skal undgås, siger han.

Offentliggjort Sidst opdateret