Simon Kjær er klar efter ledbåndsskade

Simon Kjær er kommet sig så meget efter sin skade, at den danske forsvarsspiller er med i truppen til Wolfsburgs kamp søndag i den tyske Bundesliga mod Eintracht Frankfurt. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Simon Kjær pådrog sig en mindre ledbåndsskade i foden forud for landskampen mod Norge i sidste uge. Han måtte udgå af en af de sidste træninger inden opgøret og kom derfor ikke på banen i EM-kvalifikationskampen, som endte 1-1.

Lørdag kunne Simon Kjær dog gennemføre hele den afsluttende træning uden problemer, lyder det fra klubben.

Wolfsburg ligger i øjeblikket næstsidst i Bundesligaen efter en skuffende sæson, der både har budt på trænerskift og en midlertidig degradering af Thomas Kahlenberg til reservetruppen.

/ritzau/

Simon Kjær er med i truppen til Wolfsburgs kamp søndag mod Eintracht Frankfurt.

Offentliggjort Sidst opdateret