Simon Kjær får lyndebut i AC Milans pokalsejr
Sergio Floccari og Simon Kjær ses her i en hovedstødsduel onsdag aften. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Simon Kjær fik 82 minutter på banen, da AC Milan vandt 3-0 over Spal i Coppa Italia.
Den danske landsholdsanfører Simon Kjær skulle ikke vente længe på at få sin AC Milan-debut.
Allerede to dage efter mandagens skifte til den traditionsrige italienske klub startede Kjær inde i det centrale forsvar, da AC Milan vandt 3-0 over Spal i den italienske pokalturnering.
Danskeren nåede dog ikke at spille kampen til ende. Da sejren var sikret, blev han skiftet ud, og han måtte se de sidste otte minutter plus tillægstid fra bænken.
Her kunne han sidde nær Zlatan Ibrahimovic, der i lighed med flere andre AC Milan-profiler blev sparet i opgøret.
Det var første gang siden en Champions League-kamp 26. november, at Simon Kjær spillede en fodboldkamp.
Ved den lejlighed optrådte han i Atalanta-trikoten, men Kjær nåede aldrig at blive en succes hos AC Milans ligakonkurrent.
Derfor blev udlejede Kjær formelt kaldt tilbage til Sevilla, som straks udlejede ham til AC Milan i stedet. Her skal han spille sæsonen ud.
Krzysztof Piatek, Samu Castillejo og Theo Hernández scorede målene i pokalsejren.
Med sejren skal AC Milan møde Torino i næste kvartfinalen af Coppa Italia.
Senere onsdag aften spillede også Juventus sig videre i turneringen i sikker stil.
De italienske fodboldmestre bankede Udinese med 4-0 på hjemmebane. Efter 4-0-målet blev Jens Stryger Larsen skiftet ind for gæsterne, og han var med til at standse blødningen i kampens sidste halve time.
I kvartfinalen skal Juventus enten møde Parma eller AS Roma.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet