Måske får Simon Kjær blot lidt over én sæson i tyske Wolfsburg, hvor forsvarsspilleren har haft svært ved at præstere godt på banen.
Italienske AS Roma taler i hvert fald med tyskerne om den danske landsholdsspiller.
- Vi snakker sammen. Vi er klar over, at tiden er imod os, men vi har en forventning om, at det godt kan løses. Kjær vil være en vigtig forstærkning for os, siger Romas sportschef, Walter Sabatini, ifølge B.T. til Corriere dello Sport.
Netop Sabatini hentede i 2008 Simon Kjær fra FC Midtjylland til Palermo, hvor han blev en stor profil og en ganske ombejlet forsvarsspiller i andre klubber.
Sommerens transfervindue lukker den 31. august, og Wolfsburg-træner Felix Magath har også en forventning om, at der snart sker noget med Simon Kjær, som trods dårlige præstationer har været fast mand hos tyskerne.
- Roma har spøgt i kulissen i flere uger. Jeg går ud fra, at de mener det oprigtigt, og der kommer til at ske noget i den sag, siger han ifølge Ekstra Bladet.
Simon Kjærs agent, Mikkel Beck, tilføjer, at Roma ikke er den eneste bejler til forsvarsspilleren.
- Vi kender til den seriøse Roma-interesse, men der er også reel interesse fra en anden europæisk storklub, siger Mikkel Beck til B.T., mens han til Ekstra Bladet fortæller, at Wolfsburg allerede har givet grønt lys til, at Kjær kan tale med Roma.
Wolfsburg benyttede i øvrigt mandagen på at skrive kontrakt med grækeren Sotirios Kyrgiakos, der er hentet i engelske Liverpool. Han spiller netop også i midterforsvaret som Simon Kjær, så måske danskeren snart er på plads i Italien igen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde