Det hjalp tilsyneladende, at Bundesligaklubben Wolfsburgs manager, Dieter Hoeness, efter nederlaget til Nürnberg i sidste weekend var nede at tale dunder til spillerne i omklædningsrummet dagen efter.
Klubben fik i hvert fald tre tiltrængte point med lørdagens 2-0-sejr over Stuttgart.
Der var dansk aftryk på kampens første scoring, som faldt efter et hjørnespark kort inde i kampen. Simon Kjær nåede højest og headede bolden på overliggeren, og så var holdkammeraten Edin Dzeko hurtigst på riposten.
Dommeren tildelte i første omgang målet til Dzeko, men tv-billederne viste, at bolden allerede havde været inde over stregen, da bosnieren satte foden på. Derfor fik Kjær senere tilkendt målet - hans første i Bundesligaen.
Dzeko ville dog tilsyneladende på måltavlen, og det kom han også, da han med sit sjette sæsonmål i slutningen af anden halvleg sikrede Wolfsburg sejren.
Thomas Kahlenberg fik de sidste fem minutter i kampen og nåede da også at få trykket et langskud af, uden dog at score.
Leon Jessen måtte derimod nøjes med at kigge på, da Kaiserslautern besejrede Mönchengladbach med 1-0 hjemme.
Til gengæld kan den tidligere FC Midtjylland-spiller glæde sig over, at han og holdkammeraterne efter den første sejr i seks kampe nu er tre point over stregen.
I Bremen kom hjemmeholdet foran mod Nürnberg efter bare fem minutter, men det var gæsterne, der forlod banen som vindere med cifrene 3-2.
Daniel Jensen blev skiftet ind efter en times spil, men kunne ikke vende kampen for Werder Bremen, der led sit første nederlag i fem kampe.
I topstriden tabte Hamburger SV også skuffende 2-3 til bundproppen FC Köln, mens Frankfurt med en 3-1-sejr over St. Pauli sneg sig op på tredjepladsen.
Midterfeltet i tabellen er ekstremt bredt, for der er kun tre points afstand mellem netop Frankfurt og modstanderne fra St. Pauli, der ligger på 13.-pladsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde