Landsholdet har ikke en Zlatan Ibrahimovic eller en Cristiano Ronaldo, men i de næste to år er Morten Olsen heldigvis landstræner. Sådan lyder reaktionen fra forsvarsspilleren Simon Kjær efter nyheden om, at Dansk Boldspil-Union (DBU) og landstræneren har forlænget samarbejdet frem til EM i Polen og Ukraine i 2012.
- Vi har ikke sådanne spillere, derfor er vi nødt til at arbejde og spille som et hold. Der er Morten Olsen den perfekte mand til jobbet, siger Simon Kjær.
Den unge forsvarsspiller, der til dagligt spiller i den italienske klub Palermo, peger især på Morten Olsens mentalitet som afgørende for det danske landsholds præstationer. Senest har holdet kvalificeret sig til VM i Sydafrika til sommer, og det er der en god forklaring på.
- Han er så engageret i det, han laver. Det smitter af på holdet og giver en vindermentalitet og fantastisk holdånd. Jeg havde da også gået og håbet, at han ville fortsætte, siger Simon Kjær.
Unge håbefulde spillere kan også glæde sig over kontraktforlængelsen, vurderer Palermo-spilleren.
- Jeg fik jo selv chancen i en så vigtig kamp som mod Sverige i Sverige, siger han.
Simon Kjær afviser, at DBU kun har valgt Morten Olsen, fordi der ikke var andre oplagte kandidater.
- Jeg tror ikke, at man vælger morten Olsen, fordi der er ikke er andre kandidater. Man vælger Morten Olsen, fordi han er den bedste kandidat. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, siger Simon Kjær.
Forhandlingerne mellem DBU og Morten Olsen begyndte 14. december. Det tog parterne tre møder at enes om detaljerne for de næste to år.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde