Simon Kjær retter fokus mod Island-kamp

Simon Kjær havde set det komme.

Selv om den danske landsholdsspiller havde håbet på at deltage ved det forestående U/21-EM på dansk grund, så vidste han også, at Wolfsburg ville sige nej til Dansk Boldspil-Union (DBU).

Nu gælder det EM-kvalifikationskampen på lørdag ude mod Island, og Simon Kjær er lettet over at kunne koncentrere sig om den opgave.

- Jeg er rimelig afklaret med det og har egentlig forventet det i et stykke tid, så det kommer ikke bag på mig. Og nu har jeg fuld fokus på A-landsholdskampen på lørdag.

- Det er rart, at der kan lægges låg på det, så der ikke kommer ikke flere spørgsmål omkring det, siger Simon Kjær.

Kommunikationen med Wolfsburg kunne godt have været bedre undervejs, men Simon Kjær vælger at se positivt på hele affæren.

- Nej, der er overhovedet ingen sure miner i forhold til Wolfsburg. Jeg accepterer klubbens beslutning. Jeg kan sagtens se, at jeg har haft en hård sæson, og jeg har også været ude med mange småskader.

- Jeg kan sagtens forstå dem og kan egentlig også takke dem for, at jeg får en dejlig lang sommerferie, fastslår Simon Kjær.

På A-landsholdet er landstræner Morten Olsen tilfreds nok med U/21-afbuddet, så Simon Kjær er mere frisk til efterårets vigtige EM-kvalifikationskampe, mens assistenttræner Peter Bonde tager det mere afslappet.

- Vi er i princippet ligeglade med, om han lægger med røven i vandskorpen i 14 dage på Barbados eller spiller en slutrunde.

- Men der er tæsket langhalm på, hvad der er sket mellem Wolfsburg og U/21, og et eller andet sted, er det rart, at han nu kan fjerne det sidste fokus på det pjat og koncentrere sig om det her, pointerer Peter Bonde.

/ritzau/

Simon Kjær glæder sig til at få lang sommerferie, efter Wolfsburg har spændt ben for hans U/21-EM-deltagelse.

Offentliggjort Sidst opdateret