Simon Kjær ser gode muligheder i VM-gruppe

VM er langt fra slut endnu. Det danske landshold har kvaliteterne til at besejre både Cameroun og Japan og derved gå videre fra VM-gruppe E.

Det mener Simon Kjær, som var kommet sig helt over sin knæskade, da Danmark tabte 0-2 til Holland.

- Jeg tror helt sikkert, vi har rigtig gode muligheder mod Cameroun og Japan. Og vi bliver nødt til at tro 100 procent på det. Og det gør vi også, siger Simon Kjær.

Den næste kamp mod Cameroun kan blive afgørende for Danmarks VM-skæbne, og Simon Kjær vil have det samme spil frem, som det danske landshold viste i den seneste danske sejr, da holdet hjemme mødte Senegal den 27. maj.

- Jeg var med til at spille kampen oppe i Aalborg mod Senegal. Der synes jeg, vi spillede rigtig flot fodbold og skabte forholdsvis meget, og det spil skal vi have frem igen. Vi skal tro på tingene, og så skal det nok komme.

- Vi ved, vi har kvaliteterne til i hvert fald at kunne være med mod Cameroun og Japan og forhåbentlig også slå dem, siger Palermo-spilleren.

Siden 2-0-sejren over Senegal er det blevet til tre danske nederlag på stribe. To af nederlagene var dog i mindre betydningsfulde testkampe op til VM.

/ritzau/

Simon Kjær ser fortsat gode muligheder i VM-gruppen, selv om det danske landshold indkasserede et 0-2-nederlag til Holland i den første VM-kamp i Sydafrika.

Offentliggjort Sidst opdateret