Intet nyt er i Simon Kjærs tilfælde godt nyt. Dagen efter torsdagens træningskamp mod Senegal kunne det danske fodboldlandsholds lægestab meddele, at man er så optimistisk på skadede Simon Kjærs vegne, at han tager med til VM.
Samtidig står det klart, at træner Morten Olsen ikke har fundet det nødvendigt at udtage en ekstra central forsvarsspiller som mulig gardering for Palermos unge stjernefrø.
- Vi står her 10 timer efter, og blødningerne gør en lille smule mere ondt nu. Det hæver til, og det vil det gøre de næste tre døgn. Og så begynder vi at teste ham, siger læge Søren Kaalund.
Simon Kjær fik et slag på højre knæ i anden halvleg af 2-0-sejren over Senegal, da han gik i en glidende tackling i eget forsvarsfelt. Under store smerter måtte han bæres fra banen.
Fredag er han blevet skannet, og de første meldinger lyder på, at han har beskadiget nogle ledbånd i knæet. En skade, som kan holde ham ude i alt fra nogle få dage til flere måneder.
- Ledbåndene kan jo opføre sig sådan, at de kan komme sig hurtigt, eller også tager det lang tid. Det er de to scenerier, siger Kaalund.
Han vil ikke give et bud på, hvor stor sandsynlighed, der er for, at Simon Kjær er med mod Holland den 14. juni.
- Det er vi slet ikke inde i endnu. Lige da det sker, kan alle jo se, at han er ked af det. Men Simon er jo den, han er, så han er oppe at gå, og han er fortrøstningsfuld, siger Kaalund.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned