Simon Makienok: Armenien-fuser ødelagde ferien
Humøret er igen højt hos Simon Makienok, der efter to ugers ferie er kommet over fodboldlandsholdets flop i VM-kvalifikationskampen mod Armenien den 11. juni.
Den 22-årige Brøndby-profil erkender dog, at han var mærket af 0-4-nederlaget i flere dage efter.
- Jeg er ovenpå igen. Men jeg var selvfølgelig utrolig skuffet og mærket af det dagene efter. Det var ikke en sjov oplevelse at være med til.
- Og det ødelagde selvfølgelig også lidt éns ferie, at man ikke kunne levere et godt resultat, siger Makienok, der lørdag aften mødte op i den danske nationalarena for første gang siden Armenien-kampen for at se dansk speedway-grand prix.
Den unge angriber er især ærgerlig over, at Danmark har spoleret sine chancer for at kvalificere sig til VM i Brasilien.
- At vi ikke har mulighed for at komme med til VM, er selvfølgelig utrolig ærgerligt. Især i og med at jeg også er ny på landsholdet og lige var kommet med.
- Så ville jeg gerne have haft den oplevelse. Men efter jeg ligesom har fået slugt det, er det også lagt lidt bag mig, siger Simon Makienok og påpeger, at han er tilbage i Brøndby-lejren, som har hans fulde fokus.
Han erkender dog, at det er en noget anderledes oplevelse at være tilbage i klubben, hvor der er sket mange ændringer, siden han smuttede til landsholdssamling i slutningen af maj.
- Det er super dejligt at være tilbage efter ferie. Der er selvfølgelig mange spillere, der er forsvundet. Og jeg skal lige vænne mig til, at der er mange nye, unge spillere.
- Men jeg synes egentlig, at det er rigtig fint. Jeg har glædet mig meget til at komme tilbage og møde alle de nye. Især også vores nye træner, Thomas Frank, siger Makienok.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde