Simon Yates er coronasmittet og trækkes ud af Giroen
Simon Yates- her under sidste lørdags enkeltstart - er ude af Giro d'Italia. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Mitchelton-Scott trækker forhåndsfavorit Simon Yates ud af Giro d'Italia, da han er coronasmittet.
Den britiske cykelrytter Simon Yates er ude af Giro d'Italia på grund af en positiv coronatest.
Det oplyser hans hold, Mitchelton-Scott på Twitter.
- Simon Yates kommer ikke til start til dagens etape i Giro d'Italia efter et positivt covid 19-resultat.
- Simons helbred er fortsat vores største bekymring, og heldigvis er hans symptomer meget milde, og han er ellers ved godt helbred, lyder det fra holdet.
Han har været isoleret på et eneværelse, hvorefter han er blevet fragtet til et sted, hvor han kan være i karantæne og samtidig få behandling af holdlægerne.
- Simon viste meget mild temperatur fredag aften under vores rutinemæssige temperaturkontrol, som har været foretaget tre gange dagligt under Giro d'Italia, siger holdlæge Matteo Beltemacchi.
Yates var blandt forhåndsfavoritterne til sejren i grand tour-løbet, men allerede på 3. etape tabte han kostbar tid i forhold til konkurrenterne, blandt andre til Jakob Fuglsang.
Yates viste svaghedstegn på den afsluttende stigning på 3. etape og kom i mål 4 minutter og 22 sekunder efter vinderen, Jonathan Caicedo (EF Pro).
Inden lørdagens 8. etape lå Yates nummer 21 i den samlede stilling næsten fire minutter efter Joao Almeida, der er i førertrøjen.
Fuglsang ligger nummer syv og havde 2 minutter og 33 sekunder ned til Yates.
Med Yates ude af løbet er Fuglsangs chance for at slutte på podiet endnu bedre.
Den største favorit af alle, inden løbet startede, var Geraint Thomas (Ineos), men briten udgik allerede efter 3. etape, hvor han styrtede i den neutrale zone inden etapen og mistede adskillige minutter på den afsluttende stigning.
Simon Yates vandt Giro d'Italia sammenlagt i 2018 og var i 2020-udgaven regnet som næstfavorit efter Geraint Thomas af bookmakerne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned