Simone Biles lader døren stå på klem for deltagelse i OL 2028

Simone Biles vandt lørdag sin tredje guldmedalje ved dette års OL. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Endnu et OL for 27-årige Simone Biles er ikke utænkeligt. Man skal aldrig sige aldrig, siger hun.

Offentliggjort Sidst opdateret

Simone Biles, som er den mest vindende gymnast nogensinde, har muligvis endnu et OL i sig.

Det siger den 27-årige amerikaner, efter at hun lørdag tog sin tredje guldmedalje til OL i Paris.

Biles blev spurgt, om lørdagens spring over hest var hendes sidste til OL nogensinde.

- Man skal aldrig sige aldrig, siger hun.

- Næste OL er på hjemmebane, så man ved jo aldrig. Men jeg er ved at blive ret gammel.

Vidundergymnasten har taget guld i alle tre discipliner, som gymnastikkvinderne har deltaget i i Paris indtil videre: holdkonkurrencen, allround-konkurrencen og nu altså også spring over hest.

/ritzau/Reuters