Sinner afviser griskhed efter kæmpepræmie i Saudi-Arabien
Verdensetter Jannik Sinner poserer med trofæet, som han vandt ved Six Kings Slam i Saudi-Arabien. Foto: Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix
Tidligere spillere og eksperter har langet ud efter Six Kings Slam, men nu svarer vinderen Jannik Sinner igen.
For en uges tid siden vandt verdensetter Jannik Sinner opvisningsturneringen Six Kings Slam i Saudi-Arabien, hvor også Holger Rune var blandt deltagerne.
For sejren modtog Sinner seks millioner dollar (41 millioner kroner), men han modtog også - sammen med de øvrige deltagere - kritik for at stille op til turneringen, der ikke hører under ATP Tour og kun talte de seks indbudte spillere.
- Det generer mig enormt, at Sinner på tre dage tjente 25 procent af, hvad jeg tjente i hele min karriere, lød det blandt andet fra den tidligere topspiller Andy Roddick i sin podcast "Served with Andy Roddick".
- Det er meget let at give ham hele præmiepuljen, hvis du ikke har ansvaret for 122 andre spillere plus en doubleturnering og andet.
42-årige Roddick vandt i sin karriere US Open i 2003. Tre gange efterfølgende var han i finalen i Wimbledon, men tabte alle gange. Han vandt 32 ATP-titler i karrieren.
Ikke helt overraskende mener Jannik Sinner dog ikke, at han og de fem andre gjorde noget forkert ved at stille op til turneringen i den omdiskuterede ørkenstat.
Især vil han ikke høre tale om, at det var griskhed, som drev ham til Saudi-Arabien.
- Det er selvfølgelig en god præmie, men jeg deltog, fordi de seks bedste spillere i verden var med. Jeg spiller ikke for pengene, det er meget simpelt, siger Sinner i et interview med Eurosport.
- Penge er ikke det vigtigste for mig, og jeg lever fint uden dem. Det er en bonus, men det betyder meget mindre end et godt helbred og familien.
Foruden Sinner og Rune deltog Carlos Alcaraz, Novak Djokovic, Daniil Medvedev og Rafael Nadal i showturneringen.
Sinner vandt finalen over Alcaraz.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker