Sinner føjer tidligere Djokovic-folk til sin stab
Jannik Sinner fyrede sin fysiske træner og sin fysioterapeut op til US Open. Nu har han ansat erstatninger. (Arkivfoto). Foto: Alberto Pezzali/Ritzau Scanpix
Marco Panichi og Ulises Badio har tidligere arbejdet med Novak Djokovic. Nu skal de hjælpe Jannik Sinner.
Tennisspilleren Jannik Sinner har fundet et par nye folk til staben med erfaring fra verdenseliten.
Den 23-årige italiener har ansat den fysiske træner Marco Panichi og fysioterapeuten Ulises Badio, der begge har arbejdet for stjernen Novak Djokovic tidligere.
Det offentliggør han i et opslag på Instagram.
Op til US Open kom det frem, at Sinner i marts havde afgivet en dopingtest, der var positiv for det forbudte stof clostebol.
Ifølge Sinner var det havnet i kroppen via fysioterapeuten, som skulle have købt et produkt, der indeholder clostebol, på et italiensk apotek til at behandle et sår på fingeren. Gennem det skulle tennisstjernen utilsigtet være kommet i kontakt med stoffet.
Den forklaring købte International Tennis Integrity Agency (Itia), og verdensetteren slap derfor for straf.
Alligevel fyrede Sinner den fysiske træner Umberto Ferrera og fysioterapeuten Giacomo Naldi i kølvandet af episoden.
Sagen skabte vrede i dele af tennisverdenen, som ikke forstod, at Sinner kunne slippe for straf, når han havde konkurreret med et forbudt stof i kroppen.
Andre mente, at der manglede gennemsigtighed i sagen.
Sinner vandt US Open og tog dermed sin anden grand slam-titel i 2024. I januar vandt han Australian Open.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned