Sinner smadrer russer og er klar til Miami Open-finale
Jannik Sinner vandt overbevisende mod Daniil Medvedev i Miami. Foto: Elsa/Ritzau Scanpix
Jannik Sinner er klar til finalen i Miami Open efter sejr i semifinalen over Daniil Medvedev med 6-1, 6-2.
Italieneren Jannik Sinner understregede fredag aften dansk tid, at han er sæsonens bedste tennisspiller i årets tre første måneder.
Verdens nummer tre banede sig vej til finalen i Masters 1000-turneringen Miami Open ved at slå verdensranglistens nummer fire, russeren Daniil Medvedev, med cifrene 6-1, 6-2.
I finalen venter Grigor Dimitrov.
Den 32-årige bulgarer har ikke været i top-ti siden 2017, men sendte alligevel turneringens førsteseed, Carlos Alcaraz, ud i kvartfinalen, inden fjerdeseedede Alexander Zverev fik det glatte lag i semifinalen.
Blot 69 minutter varede semifinalen mellem Sinner og Medvedev, hvilket var en stærk kontrast til deres seneste møde i dette års Australian Open-finale, hvor Sinner vendte 0-2 i sæt til sejr efter næsten fire timers tennis.
Sinner dominerede totalt fra start og bragte sig foran med 5-0 i kraft af to servegennembrud.
Medvedev undgik at få et såkaldt æg med reduceringen til 1-5, men Sinner servede derefter sættet hjem med et rent parti efter godt en halv time på banen.
Da Sinner brød til 1-0, lignede det en afgørelse, men Medvedev spillede sig frem til en breakbold, der kunne have givet ham udligning til 2-2.
Men Sinner steppede op og holdt serv til 3-1 og brød så endnu engang til 4-1.
Den 22-årige Sinner spillede på et fortryllende niveau, og Medvedev virkede til tider resignerende.
Sinner har blot tabt en enkelt kamp i 2024, hvor han nu har vundet 21 kampe. Han lagde ud med at vinde sin første grand slam-turnering ved Australian Open og triumferede derefter i Rotterdam. Søndag kan han gøre det samme i Miami.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie