Sisto bliver dobbelt målhelt i mestrenes derbysejr
Pione Sisto scorede direkte på frispark og efter et hjørnespark, da FC Midtjylland vandt 2-0 over Viborg.
FC Midtjyllands danske mestre fortsætter, hvor holdet slap i sidste sæson.
På hjemmebane vandt FC Midtjylland 2-0 over den lokale ærkerival Viborg, og midtjyderne har dermed vundet 17 ud af de seneste 18 hjemmekampe.
Og lige som i mange tilfælde i sidste sæson var det dødbolde, som afgjorde kampen til FCM's fordel - og det var Pione Sisto, som blev dobbelt målscorer med et mål i hver sin halvleg.
Det første kom midtvejs i første halvleg direkte på frispark.
Fra kanten af feltet hamrede Sisto bolden over muren og ind i nettet, mens en sagesløs Peter Friis Jensen i Viborgs mål stillestående så på.
En fantastisk start på sæsonen for Pione Sisto, der i foråret var hårdt ramt af skader, men nåede at få de afsluttende ligakampe med, før han blev udtaget til U21-EM i juni, hvor han også blev matchvinder i Danmarks første gruppekamp mod Tjekkiet.
Men før Sisto fik scoret, havde Viborg mulighed for at få en god start på Superliga-tilværelsen.
Allerede efter fire minutter fik Jonas Kamper mulighed for at lave en debutscoring i Viborg-trøjen, men en fri Kamper skød bolden over mål fra kanten af feltet. Generelt var Jonas Kamper den bedste Viborg-spiller og fik flere gange lavet ravage på kanten.
FCM var dog det bedste hold i første halvleg og kom frem til flere chancer inden Sistos åbningsmål.
Efter pausen fik Viborg et bedre tag i kampen, der blev spillet foran 7232 tilskuere i Herning.
Oprykkerne kom frem til mange indlæg, men kvaliteten var af tvivlsom karakter.
Viborgs debuterende cheftræner, Johnny Mølby, prøvede med offensive indskiftninger, da han satte kantspilleren Christian Sivebæk og angriberen Alhaji Gero på banen, men ingen af de to fik gjort en forskel.
Det gjorde til gengæld Pione Sisto, der med fem minutter tilbage af ordinær spilletid endnu engang fik scoret. Efter et hjørnespark faldt bolden ned for foden af Sisto, der kynisk hamrede sit andet sæsonmål i kassen.
Dermed har FC Midtjylland vundet begge kampe under klubbens nye cheftræner, Jess Thorup. Tirsdag vandt holdet i Champions League-kvalifikationen over Lincoln fra Gibraltar.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde