Sisto: United gav den mere gas end i Herning
Pione Sisto scorede mod Manchester United på Old Trafford, men hjemmeholdet tromlede alligevel midtjyderne.
Der var markant forskel på det Manchester United-hold, som torsdag aften sendte FC Midtjylland ud af Europa League, og så det hold, som den engelske storklub havde sendt til Herning ugen forinden.
Mange af spillerne var ganske vist de samme, men indstillingen var langt bedre hos United-spillerne hjemme på Old Trafford, siger FC Midtjyllands Pione Sisto.
- Vi kunne godt fornemme, at de var klar. De gav den noget mere gas end på MCH Arena, og det skulle vi stå imod, men det kunne vi ikke.
- Det var en svær kamp. Både fordi de formåede at gøre deres ting, men også fordi, vi ikke kom frem til det, som vi gerne ville, siger Sisto.
Særligt i anden halvleg gik det galt for midtjyderne, der lukkede fire mål ind og tabte 1-5.
Pione Sisto havde ellers sendt FC Midtjylland på vej mod en stor europæisk sensation med et fornemt solomål til 1-0, og kortvarigt troede han dog også selv på miraklet.
- Selvfølgelig tænkte jeg, at nu lignede det noget. Jeg troede på, vi kunne slå United ud. Med en 1-0-føring på deres hjemmebane så det rigtig godt ud, men vi vidste godt, at det krævede rigtig hårdt arbejde, siger Sisto.
Efter afklapsningen var han ikke meget for at tale om sin egen præstation og det mål, som kun gjorde ham mere attraktiv for interesserede bejlere.
- Det var fint. Det var okay, siger Sisto.
- Jeg synes bare, det vigtigste er holdet, så hvad jeg har gjort, vil jeg vente lidt med at kigge på, siger han.
Sportsdirektør Claus Steinlein ved godt, at spilleren har forøget sin værdi med to gode præstationer og to gode mål mod Manchester United.
- Det er klart, at han bliver ikke mindre værd af de her præstationer. Det giver genlyd i Premier League, og de har jo rigtig mange penge, siger Claus Steinlein.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde