Sjælland i tidlig vinterhi
FC Nakskov og Nykøbing FC spiller ikke flere kampe i Sjællandsserien i år. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
DBU Sjælland udskyder resten af efterårssæsonen til marts.
LOLLAND-FALSTER Der bliver ikke spillet mere turneringsfodbold i år for de fem lokale hold i Sjællandsserien.
Det ligger fast, efter DBU Sjælland har besluttet at udskyde den resterende del af efterårssæsonen til det nye år.
Sjællandsserien mangler at afvikle to runder plus den i forvejen udsatte kamp mellem Haslev og FC Nakskov fra weekendens runde.
Af praktiske årsager og af hensyn til klubbernes planlægning programsætter vi de ikke-afviklede runder i Sjællandsserien til foråret 2021, hedder det fra DBU Sjælland.
De to hele runder vil blive lagt ind i weekenderne op til første runde i foråret, så de starter op første weekend i marts.
FC Nakskov, der mangler at afvikle tre kampe, skal dog i aktion allerede lørdag 27. februar i udekampen mod Haslev FC.
Nykøbing FC, Nordfalster, Væggerløse og Listrup venter til ugen efter - lørdag 6. marts - med lokalopgørene Nykøbing FC-Nordfalster og Listrup-Væggerløse, hvis ellers vejrguderne tillader fodboldkampe på dette tidspunkt!
Mens den lokale kvintet i Sjællandsserien således kan gå på turneringspause, er der endnu ikke truffet nogen endelig afgørelse i turneringsudvalget under DBU Lolland-Falster, om turneringen skal forsøges spilles færdig inden årets udgang, eller man skal vente til det tidlige forår.
Bortset fra enkelte udsatte kampe i serie 1 og serie 2 mangler der kun en enkelt regulær runde i LF-serien plus to udsatte kampe for at færdiggøre grundspillet.
Men fordi rækkerne deles efter grundspillet går spekulationerne på, at unionen gerne vil have afsluttet efteråret som planlagt - men der er altså endnu ikke truffet en endelig beslutning i skrivende stund.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker