Skade sætter en stopper for Usain Bolt

Usain Bolt kommer ikke til at forbedre sine egne verdensrekorder i 100- og 200-meter-løb i 2010, da den jamaicanske sprinter er færdig for resten af sæsonen på grund af en rygskade.

Fartfænomenet skulle have deltaget i de kommende Diamond League-stævner i Zürich og Brussels senere i august, men skaden betyder, at Bolt har valgt at melde afbud.

- Jeg er meget skuffet over at melde afbud til to så store stævner, men jeg mener, at det er bedst for mig ikke at løbe nogen risiko, siger Usain Bolt.

Allerede nu ser han frem mod næste års VM og OL i London i 2012.

- 2011 og 2012 er to vigtige turneringsår, og jeg satser på at komme 100 procent tilbage, forklarer sprinteren.

Usain Bolt var senest i aktion fredag, da han deltog ved et stævne i den svenske hovedstad, Stockholm. Ved den lejlighed blev den ellers så suveræne sprinter besejret af amerikaneren Tyson Gay.

Bolt satte sine verdensrekorder ved VM i Berlin sidste år. Dengang tilbagelagde han 100 meter i tiden 9,58 sekunder, mens han brugte 19,19 sekunder på at løbe den dobbelte distance.

/ritzau/

Det jamaicanske fartfænomen Usain Bolt kommer ikke til at deltage i flere stævner i 2010 på grund af en rygskade.

Offentliggjort Sidst opdateret