Skade svækker FC Midtjylland til guldkampen

Fodboldklubben FC Midtjylland bliver svækket i den første del af forårssæsonen, når klubben fortsætter jagten på sit første danske mesterskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rilwan Hassan, der døjede med en skade gennem efteråret, var ventet klar fra den første spillerunde i foråret, men det kommer ikke til at ske.

Under træningen i ferien brød en skade i baglåret op, og han vil nu være ude i mindst otte uger. Det ærgrer FC Midtjyllands træner Glen Riddersholm.

- Først og fremmest ærgrer vi os på Rilwans vegne. Det er drønærgerligt for ham. Efter at han kom godt over sin lyskeskade i efteråret, skulle han tilbage på sit vante niveau hen over foråret og være en afgørende spiller for os.

- Nu kan vi i værste fald have en spiller, vi ikke får noget ud af i foråret, og det er selvfølgelig en stor streg i regningen, siger Glen Riddersholm til klubbens hjemmeside.

Rilwan Hassan nåede at spille syv ligakampe i efteråret, men kun hjemmekampen mod Brøndby i november var fra start.

Når Superligaen genoptages, ligger FC Midtjylland nummer et med et forspring på fire point til AaB på andenpladsen og seks point til nummer tre, FC København.

/ritzau/