Skade til vigtig rytter svækker stort dansk OL-medaljehåb
Frederik Rodenberg var med til at vinde VM i 2023. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
På grund af en skade til Frederik Rodenberg er Tobias Aagaard Hansen udpeget til at køre holdløbet.
Et af de største danske OL-medaljehåb har lidt et knæk.
Cykelrytteren Frederik Rodenberg er nemlig blevet skadet, og dermed er holdet til 4000 meter holdforfølgelsesløb på cykelbanen svækket.
Det bekræfter landstræner Casper Jørgensen over for Ritzau.
- Det er en skade i foden, som han har døjet med i lang tid nu. Vi havde håbet, at han kunne blive klar, men han har slet ikke været i stand til at træne ordentligt i det seneste lange stykke tid, så det giver ikke mening, siger landstræneren.
Frederik Rodenberg erstattes af Tobias Aagaard Hansen, der i flere år har været inde omkring det succesrige hold. Han var blandt andet med til at vinde EM i holdløbet i 2021.
- Vi ville gerne have haft Frederik med i topform. Han var måske vores bedste mand ved OL i Tokyo, så det er selvfølgelig ærgerligt. Men vi kører stadig gode tider og har et godt hold, så jeg håber da stadig, at vi kan køre med om medaljerne.
- Vi har haft vores reserver med i hele forløbet frem mod OL, og Tobias er jo fast mand på holdet, så det er ikke, fordi han ikke kan finde ud af det, siger Casper Jørgensen.
Frederik Rodenberg spillede i 2021 en stor rolle på det danske hold, som vandt sølvmedaljer ved OL i Tokyo.
Han huskes måske bedst fra semifinalen i Tokyo, hvor han bragede ind i en brite, da Danmark i fuld fart var ved at overhale Storbritannien.
Det danske hold åbner årets OL 5. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned