Skader bekymrer Tysklands landstræner
Tysklands landstræner i fodbold, Joachim Löw, erkender, at de mange skader er begyndt at bekymre ham.
EM i fodbold er blot otte uger væk, og Tysklands verdensmestre er på grund af skader i kamp med tiden på en række nøglepositioner.
Landstræner Joachim Löw erkender, at skaderne bekymrer ham, og at han håber, at flere af spillerne når at komme sig i tide.
- Med Bastian Schweinsteiger, Julian Draxler, Emre Can, Jérôme Boateng og Benedikt Höwedes har vi fem spillere skadet, som kunne spille en vigtig rolle. Jeg indrømmer en vis bekymring, siger Joachim Löw til Sky ifølge AFP.
Landstræneren peger dog på, at Tyskland tidligere har overvundet skadesproblemer under store slutrunder. Senest i forbindelse med VM-triumfen 2014.
- Man får altid den slags problemer før hver turnering. I 2014 var Sami Khedira og Bastian Schweinsteiger skadet, men vi klarede os. Men selvfølgelig håber jeg nu, at alle spillerne holder sig fit, og deres skader ikke vender tilbage.
Schweinsteiger har knæproblemer, Draxler kæmper med en muskelskade og Can har beskadiget anklen. De tre er usikre til EM.
For Boateng og Höwedes ser det bedre ud, og Boateng er ligefrem i spil til Bayern Münchens semifinalekamp i Champions League i næste uge.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker