Skader vælter igen ned over Team Sydhavsøerne

Pauli Mittún træner ikke i øjeblikket på grund af en rygskade, men Team Sydhavsøernes træner Klavs Bruun Jørgensen håber på, at han klar mod Odder. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Flere nøglespillere er tvivlsomme og andre helt ude inden søndagens kamp i Odder.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: - Det er lige før, at jeg selv overvejer at løbe en tur, for at spille lidt med, griner Klavs Bruun Jørgensen, da han skal beskrive hvordan det ser ud med skadessituationen i Team Sydhavsøernes trup før udekampen søndag eftermiddag i Odder.

Den 50-årige tidligere landsholdsspiller kommer næppe i kamptøjet, men det er en halvkritisk situation, som Team Sydhavsøerne befinder sig i. Og det værste er næsten, at der ikke er udsigt til bedring lige med det første.

Værst står det sandsynligvis til med Rasmus Larsen, der var uheldig at vride rundt på knæet i forrige uge til træning.

Det er fortsat hævet, og det gør, at det endnu ikke kan undersøges eller scannes.

Frygter korsbåndsskade

- Men jeg er sgu bange for, at det er en korsbåndsskade. Det så desværre sådan ud, da han faldt på halvgulvet, lyder de lidt mere triste miner fra Klavs Bruun Jørgensen.

Holder de bange anelser stik, så er Rasmus Larsen færdig for denne sæson, og så er det spørgsmålet om den venstrehåndede bagspiller, som kom fra Odder for to siden med store forhåbninger, som aldrig rigtig er blevet indfriet, har spillet sin sidste kamp for Team Sydhavsøerne, da han har kontraktudløb til sommer.

Rygskader er også et væsentlig problem for lollikkerne, der længe har haft Lasse Hamann-Boeriths på den skadesliste, men nu er også Pauli Mittún blev ramt af et hold i ryggen.

Bider smerterne i sig

- Han bider smerterne i sig, men har ikke trænet i de sidste to uger, og det er ikke holdbart kun at spille kamp på piller og smerter, siger Klavs Bruun Jørgensen, der udover de nævnte har Alexander Nielsen, Lasse Cieslak og Mads Andersen på skånekost.

- Det er de samme problemer, som vi havde sidste år, og der kunne vi godt få det til at lykkedes alligevel, men problemet er at vi slider de tilbageværende for hurtigt op. Allerede nu kan vi se slid på flere spillere, kommer det fra cheftræneren, der især nævner rutinerede Alexander Nielsen, som en spiller, der skal passe ekstra på.

Træner i forkert eller hvad pokker er der galt?

Nej, det tror jeg bestemt ikke. Jeg tror bare at vi er pokkers uheldige.

Det er med andre ord en lidt ramponeret trup, der drager til Odder, men alligevel mener Klavs Bruun Jørgensen, at det er en opgave Team Sydhavsøerne bør kunne løse.

- Uanset de skadesproblemer vi har, så skal vi kunne vinde i Odder. Også selvom vi er på udebane. Dem der er klar, de går godt til den og kæmper videre. Men vi har respekt for Odder, især når det er på udebane og rammer de dagen, så ved vi, at de lugter blod. Det er et hold, der gerne vil ud og løbe kontra, så de ikke skal modtage tæsk i vores forsvar, og det skal vi jo forsøge at undgå ved at løbe med dem, og så sætte bolden i kassen, når vi får muligheden, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Ligger i bunden

Odder har tidligere været blandt de bedste i 1. division og var et enkelt år oppe i Håndboldligaen, men har sidenhen været nede og vende i 2. division, for at rykke op i 1. division igen. Det er et sted hvor Team Sydhavsøerne pr. tradition har det svært. I sidste sæson lykkedes det dog at vinde en forholdsvis sikker sejr på otte mål.

De østjyske hold har fået en lunken start på denne sæson med en sejr i de fire første kampe. De har slået Faaborg på hjemmebane, men tabt stort til HC Midtjylland, Rækker Mølle og Tønder.

Team Sydhavsøerne har to sejr på kontoen i fire kampe, efter sejren sidste fredag mod Norddjurs på hjemmebane.

Der er kampstart kl. 15:00 i Spektrum Odder og opgøret kan følges direkte i Radio Sydhavsøerne.