Skadesminimering til lazarettet lysner

Nykøbing F. Håndboldklub tager i eftermiddag hul på sin femte sæson i træk i landets næstbedste række.

Indtil videre har hver eneste sæson budt på fremgang. Efter en tiendeplads i første hug blev de gulblusede piger nummer ni og otte inden den foreløbige kulmination med sidste sæsons femteplads.

Nu skal næste skridt følge med springet ind i top-fire, der igen i år giver adgang til playoffkampe om oprykning til Ligaen.

Truppen er blevet forstærket med fem nye spillere. Alle fem er unge, ambitiøse spillere. Fire af dem har en fortid på de danske ungdomslandshold. Tre spillere er rejst. Profilerne Tine Mikkelsen og Ida Olesen er draget til henholdsvis Roskilde og FIF i Ligaen, mens reservekeeper Vivi Storvang er skiftet til TMS Ringsted.

Samlet set synes truppen en anelse styrket - ikke mindst i bredden. Men den forbedrede bredde har en stribe skader allerede gjort kål på. Hele seks spillere misser dagens premierekamp i Slagelse grundet skader.

- Vores udfordring bliver at hænge på konkurrenterne så godt som muligt, indtil vi begynder at få folk tilbage fra skader, siger NFH’s nye træner Kenneth Sahlholdt, som også ser lyspunkter:
- Jeg synes, de spillere, der p.t. er til rådighed, har udviklet sig rigtig fint gennem de seneste uger, og holdet fungerer stadig bedre sammen. At vi så senere får tilført nogle spillere, der måske kan hæve vores topniveau og i hvert fald kan styrke vores bredde, er forhåbentlig kun en fordel til anden sæsonhalvdel efter jul.

Der er kampstart i morgen klokken 15:00 i Antvorskov-Hallen.

Foto: Annekathrin Hartmann gjorde det godt mod HC Odense i landspokalen. I dag åbner hun og de øvrige Nykøbing-piger 1. divisionssæsonen ude mod Slagelse.

NFH åbner sæsonen med en lang skadesliste og skal forsøge at holde snor i topholdene til jul.

Offentliggjort Sidst opdateret