Skadespause bremser russisk ishockeyikons rekordjagt
Alex Ovechkin har scoret 15 mål i 18 kampe i denne sæson. Foto: Stephen R. Sylvanie/Ritzau Scanpix
Alex Ovechkin er ude på ubestemt tid med en skade. Han mangler 27 mål for at blive mest scorende NHL-spiller.
Bedst som Alex Ovechkin var på kurs mod at slå en historisk målrekord i den nordamerikanske ishockeyliga NHL, er han blevet sat ud af spillet.
Washington Capitals meddeler på sin hjemmeside, at det russiske forwardikon er skadet og blevet placeret på den såkaldte "injured reserve"-liste.
Det betyder, at Capitals ikke regner med at se ham på isen foreløbig og kan hente en afløser på organisationens udviklingshold, Hershey Bears.
39-årige Ovechkin var ellers i storform og havde scoret fem mål i de sidste to kampe. Det betyder, at han kun mangler 27 scoringer for at blive alletiders mest scorende NHL-spiller og dermed slå legendariske Wayne Gretzkys rekord.
Gretzky lavede 894 mål i sin karriere, der strakte sig fra 1978 til 1999. Ovechkin, der debuterede for Washington Capitals i 2005, har foreløbig sendt pucken i nettet 868 gange. Alene i denne sæson har han scoret 15 mål i 18 kampe.
Ovechkin har kontrakt med Washington Capitals til og med næste sæson.
Holdet hentede i sidste uge danske Lars Eller tilbage fra Pittsburgh Penguins og har fået en fin start på sæsonen.
Capitals har vundet 13 ud af 18 kampe og ligger i spidsen af tabellen for NHL's østlige halvdel. Næste opgave - uden Ovechkin - bliver en hjemmekamp mod Colorado Avalanche natten til fredag dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Hvad skal der med i mit CV?
Alle kender stemmen: Men hjemme i Nykøbing har Anders et helt andet projekt
Museer og dyreparker er danskernes foretrukne mål i efterårsferien
Er det genialt? Lollandsk forslag kan rykke ved uretfærdigheden
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker