Skadesplagede United tabte til Fulham

De forsvarende engelske mestre Manchester United blev sendt hjem med et 0-3-nederlag ude mod Fulham.

Uniteds manager Alex Ferguson måtte blande kortene ekstra meget, da næsten hele den normale forsvarskæde er ude med skader for tiden, og det udnyttede Fulham til fulde.

Danny Murphy bragte hjemmeholdet foran midt inde i første halvleg, da rutinerede Paul Scholes klodset missede en tæmning på egen banehalvdel. Murphy stjal bolden, tog et træk og fyrede et flot langskud af sted, og den afslutning snød Tomasz Kuszczak i United-målet.

Fulhams målfarlige angriber Bobby Zamora udbyggede føringen bare 20 sekunder inde i anden halvleg, hvor hele Uniteds forsvar stod og sov.

United blev spillet ud af Fulhams stærke hjemmebane Craven Cottage, og et kvarter før tid cementerede Fulhams kantspiller Damien Duff sejren med kampens tredje mål.

Chelsea fører fortsat Premier League, tre point foran United, men London-klubben har spillet en kamp færre.

/ritzau/

Manchester United tabte 0-3 på udebane til hjemmestærke Fulham. United blev spillet ud af Fulhams stærke hjemmebane Craven Cottage.

Offentliggjort Sidst opdateret