Skadet Boilesen går glip af vigtige landskampe
Nicolai Boilesen har forladt landsholdslejren med en skade, oplyser landstræner Morten Olsen.
Venstrebacken Nicolai Boilesen kommer ikke med i EM-kvalifikationskampene mod Albanien og Armenien.
Ajax-spilleren var tirsdag formiddag ikke med, da landsholdet gik på træningsbanen i Helsingør, og meldingen fra landstræner Morten Olsen lyder på, at han er sendt hjem med en knæskade, der koster ham deltagelsen i de vigtige kampe.
Nyheden er et hårdt slag for Olsen, der mandag måtte tage afsked med Simon Poulsen, det andet alternativ på venstreback-positionen. Også Poulsen er skadet.
- Desværre har vi været nødsaget til at sende ham hjem. Han kom ind i landsholdslejren med en knæskade, og den har vi testet.
- Vi er kommet frem til, at han ikke bliver klar til nogen af kampene, siger Morten Olsen.
- Vi tog ham ind i lejren til trods for, at han ikke har spillet kampe for Ajax i denne sæson, og han var også klar over, at hvis han ikke kunne træne hver dag, så kunne det ikke lade sig gøre.
- Vores lægestab og han selv mener ikke, at han kan blive klar, fortæller landstræneren.
Boilesen har ofte været ramt af skader i sin karriere og gik også glip af den seneste EM-kvalifikationskamp mod Serbien i juni. Han har kun spillet 15 landskampe siden debuten mod Skotland for fire år siden.
Landstræneren udtog mandag Andreas Christensen, men Borussia Mönchengladbach-spilleren er denne gang udtaget som defensiv midtbane og højreback.
Lige nu er Brøndby-spilleren Riza Durmisi derfor eneste tilbageværende venstre back i truppen, men Olsen har også mulighed for at rykke andre spillere over i venstre forsvarsside.
- Jeg har Durmisi plus Daniel Wass og Thomas Delaney som muligheder på venstreback, så vi er godt besat på den position. Det er vi trygge ved, siger Morten Olsen.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker