Skadet Dolberg er ude mod Rumænien
Landstræner Åge Hareide sender Kasper Dolberg hjem til Amsterdam. Foto: AP/Peter Dejong
AP/Peter Dejong (Ritzau Foto)
En syg og lyskeskadet Kasper Dolberg bliver sendt retur til Amsterdam og kommer ikke med i søndagens VM-kamp.
Fodboldlandsholdet må klare sig uden angrebstalentet Kasper Dolberg i søndagens vigtige VM-kvalifikationskamp på udebane mod Rumænien.
Ajax-spilleren er fortsat plaget af en lyskeskade, der også tvang ham til at droppe Ajax' ligakamp i den forgangne weekend. Og nu har han i tilgift fået feber, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.
- Kombinationen blev udslagsgivende for A-landsholdets sundhedssektor, der opgiver at få den 19-årige angrebskomet klar til søndagens kvalifikationskamp mod Rumænien, og Dolberg returnerer til Holland torsdag morgen, lyder det.
Landstræner Åge Hareide indkaldte tidligere på dagen FC Nordsjællands topscorer, Marcus Ingvartsen, som gardering til angrebspositionen. Der vil derfor ikke blive sendt bud efter yderligere spillere trods Dolbergs exit.
Det er ikke første gang i Dolbergs korte landsholdskarriere, at han har måttet trække sig med en skade.
Det skete også før testkampen mod Tjekkiet i efteråret, hvor han ellers var udset til at skulle spille fra start. Her var det en øm fod, der gjorde, at han fortsat kun står noteret for en enkelt landskamp.
Ajax-talentet er ikke Hareides eneste hovedpine forud for mødet med rumænerne.
Også formstærke Nicolai Jørgensen har vrøvl med den ene lyske, men der er endnu ikke nogen afklaring på hans muligheder for at blive frisk til søndag.
Situationen åbner til gengæld døren for 21-årige Marcus Ingvartsen, der imponerede med stabile præstationer og 14 mål i grundspillet i Alka Superligaen.
Han skulle egentlig have været med på U21-landsholdet, der torsdag spiller testkamp mod Spanien på udebane, men i stedet satte han onsdag kursen mod A-landsholdets træningslejr i München.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde