Skadet forsvarsspecialist sætter landstræneren i dilemma
Nikolaj Jacobsen var utilfreds med sit forsvar i første halvleg mod Portugal. Til gengæld er han begejstret for det flydende angrebsspil, holdet viser ved OL. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Landstræneren kan blive tvunget til at skifte forsvarskrumtappen Lasse Andersson ud inden OL-kvartfinalen.
Lasse Andersson er i bedring, men det er endnu uklart, hvornår den skadede håndboldlandsholdsspiller kan være tilbage på banen.
Og det giver landstræner Nikolaj Jacobsen et vanskeligt valg at træffe. For hvis der skal skiftes ud i den danske OL-trup, og reserven Simon Hald skal indkaldes, skal det senest ske inden kvartfinalen.
Men landstræneren får ikke mulighed for at teste Andersson inden da. For det er stort set udelukket, at forsvarskrumtappen kommer på banen i den sidste gruppekamp.
- Det går fremad, men jeg tror ikke, at han spiller mod Sverige. Det er for tidligt. Og så skal vi tage en beslutning derefter, siger Nikolaj Jacobsen.
Uden Lasse Andersson sejlede den danske defensiv faretruende i første halvleg af fredagens opgør mod Portugal.
Først efter pausen fik forsvaret indstillet sig på portugiserne, så Danmark kunne vinde forholdsvis sikkert med 34-28.
- Når vi lige mister Lasse, som har været vigtig i både VM og i de seneste kvalifikationskampe, så kommer vi til at stå anderledes. Det koster noget, at han ikke er her, siger Nikolaj Jacobsen.
- I første halvleg spillede vi med alt for lidt kontakt defensivt. Det fik vi rettet til i anden halvleg, for vi var enige om, at vi ikke havde givet vores målmænd gode nok arbejdsbetingelser.
- Vi kom længere frem og spillede med mere fysik. Det lykkedes fint, og Portugal scorede kun ni mål i anden halvleg.
- Og så synes jeg, at vi spillede noget god håndbold. Jeg håber, folk nyder det derhjemme, siger landstræneren.
Flere danske spillere kæmper med småproblemer. Målmand Niklas Landin "mærker noget" i baglåret, og han brugte ganske usædvanligt hele pausen af Portugal-kampen til at holde sig varm på halgulvet.
- Det er ikke noget, jeg er bange for, men selvfølgelig giver det en panderynke, siger Nikolaj Jacobsen.
Danmark afslutter gruppespillet mod Sverige søndag klokken 14.30 dansk tid.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker