Skadet Makienok må opgive Malta-kampen
Det bliver ikke Brøndbys formstærke angriber Simon Makienok, der indtager den ledige plads i Danmarks angreb, når Malta på tirsdag er gæster i Parken.
Makienok har søndag måttet erkende, at den skade, han har døjet med igennem længere tid, forhindrer ham i at blive klar til mødet med VM-kvalifikationsgruppens bundprop.
- Det er en forstrækning i venstre lår, som har plaget mig i to-tre uger. Det har måske været en lille fibersprængning på et tidspunkt, og den har ikke fået lov at hele ordentligt, siger Simon Makienok.
Afbuddet kommer på et uheldigt tidspunkt for den høje angriber, fordi han formentlig var inde i billedet til en plads i startopstillingen mod malteserne, hvor Nicklas Bendtner er fraværende med karantæne.
Det var således Makienok, der kom på banen i fredags mod Italien, da Bendtner kørte træt i slutfasen.
- Jeg følte, jeg kunne bidrage med noget i den kamp, men det gjorde også, at jeg er blevet sat lidt tilbage igen. Med så kort tid til Malta-kampen når jeg ikke at blive klar.
- Det er ærgerligt. Men jeg har kunnet forberede mig på det, for jeg har kunnet mærke, at det ikke var helt godt. Det ville alligevel ikke være optimalt at spille, hvis jeg ikke var 100 procent klar, siger Simon Makienok.
Nu forsøger angriberen at blive frisk til næste søndag, hvor Brøndby møder Viborg i Superligaen.
- Jeg håber, men om jeg når det, ved jeg ikke, lyder det fra Simon Makienok.
Landstræner Morten Olsen valgte efter Italien-kampen at kalde FC Midtjyllands Morten "Duncan" Rasmussen ind i truppen som endnu et alternativ til angrebspladserne.
Her kan Olsen også vælge mellem folk som Nicklas Helenius og Nicki Bille.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned