Skadet Okore: Jeg har været meget ked af det
Foto: Tal Cohen /Scanpix
Tal Cohen /Scanpix
Jores Okore lover at vende tilbage "endnu stærkere", når hans skadespause på rundt regnet ni måneder er overstået.
Det siger den unge danske fodboldspiller i et interview med avisen Birmingham Mail.
Tidligere på måneden ødelagde landsholdsspilleren sit korsbånd i det ene knæ i en kamp for Aston Villa. Onsdag bliver han opereret, og så venter en lang pause.
- Jeg var virkelig langt nede og ked af det de første par dage. I begyndelsen troede jeg bare, at det var en mindre skade på et par uger. Så det var virkelig et hårdt slag, da jeg fandt ud af, at det var alvorligt, siger han til avisen.
- Det er virkelig hårdt for mig at være ude så længe, fordi jeg føler virkelig, at jeg havde muligheden for at være på holdet i hver eneste kamp.
- Efter operationen vil jeg kæmpe for at komme tilbage i samme form. Jeg er overbevist om, at jeg vil komme tilbage og være endnu stærkere.
- Jeg har aldrig haft en så alvorlig skade før, så det vil styrke mig mentalt, men jeg ville selvfølgelig gerne have undgået den, siger forsvarsspilleren.
Jores Okore fik masser af ros for sine præstationer i Aston Villas første kampe, og han føler også nu, at der er tillid fra manageren.
- Jeg føler, at jeg havde en god start på sæsonen, og jeg var i stand til at vise manageren og vores fans, at jeg kan spille på dette niveau.
- Det var virkelig vigtigt for mig. Manageren har også fortalt mig, at han var tilfreds med min start i klubben, og at jeg ikke skal bekymre mig om noget, men bare koncentrere mig om at komme tilbage, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned