Skadet Wozniacki trak sig: Skal blive klar til Wimbledon
Semifinalen ved WTA-turneringen i Eastbourne blev endestation for Caroline Wozniacki, som trak sig med skade.
Caroline Wozniacki er færdig ved WTA-turneringen i Eastbourne, før det blev rigtigt sjovt.
Den danske tennisspiller trak sig med en skade ved stillingen 0-3 i første sæt og tabte dermed semifinalen mod Belinda Bencic. Der var kun spillet 13 minutter af kampen.
Wozniacki så ud til at døje med problemer med ryggen, og kort efter sagde hun tak for kampen og forlod banen. Det lover ikke godt for næste uges grand slam-turnering Wimbledon.
Den 18-årige schweizer, som er nummer 31 i verden, kom klart bedst fra start og havde brudt Wozniackis serv to gange.
Wozniacki, som er nummer fem i verden, nåede aldrig at finde det flotte græsspil, hun havde vist hele ugen i Eastbourne.
- Jeg har haft et mindre rygproblem hele ugen. I dag stivnede det lidt mere i ryggen, og jeg følte, at jeg ikke kunne bevæge mig på den måde, jeg ville, fordi jeg følte smerte.
- Jeg havde det virkelig skidt på vegne af publikum, og alle der var mødt frem, men der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det.
- Nu handler det for mig om at kigge frem mod Wimbledon og få så meget behandling som muligt, så jeg kan blive klar til første runde. Jeg har helt sikkert planer om at deltage ved Wimbledon i næste uge, siger Wozniacki.
Der var da også fuld forståelse for, at Wozniacki trak sig fra kampen, forklarede Bencic efter kampen.
- Det er en lidt mærkværdig situation for mig, og jeg er ked af det på Carolines vegne. Hun har brug for at blive klar til Wimbledon.
- Jeg er glad for at vinde, men ikke på den måde. Jeg er også lidt halvskadet. Men jeg har det dog fint nok, siger Bencic.
I finalen skal Bencic møde Wozniackis polske veninde Agnieszka Radwanska, som tidligere fredag slog amerikaneren Sloane Stephens i tre sæt.
- Vi har aldrig spillet mod hinanden. Jeg er i finalen og skal bare nyde det. Jeg håber på en længere kamp i den duel, lyder det fra Bencic.
Wozniacki nåede også frem til semifinalen sidste år, og hun vandt turneringen i 2009.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned