Skæbnekamp i aften Nakskov

De færreste havde nok forestillet sig, at med kun fire-fem kampe tilbage i grundspillet i LF-serien kæmper de to gamle traditionsklubber Nakskov og Maribo for at overleve i den bedste lokale fodboldrække.

Men det er de stenhårde kendsgerninger inden aftenens indbyrdes møde i Nakskov Idrætspark, hvor der er maksimal pres på begge mandskaber.
Et nederlag er ganske vist ikke et definitivt farvel til LF-serien, men det vil unægtelig stille taberen meget dårligt før de sidste runder.
Maribo er sidst med 10 point med Nakskov på pladsen lige over med 11 point - dog for en kamp færre.
Der er kun henholdsvis to og tre point til den rigtige side af nedrykningsstregen, og med mange point i de sidste kampe er det sågar muligt at komme med i opryknings-slutspillet!
Det er dog næppe i tankerne hos de to trænere lige i øjeblikket.
Nakskov-træner Jan Jacobsen har konsekvent holdt fast i ungdomslinjen, hvilket mildest talt har resulteret i meget svingende resultater. Perfekt illustreret i de to seneste kampe, hvor en 4-0 sejr over Listrup blev fulgt op af et 0-2 nederlag til B.1921.
Carsten Pedersen, Maribo-træner, har også måttet skifte meget ud i sin trup efter sommerpausen, men her har flere af de erfarne spillere fået comeback i løbet af efteråret, som f.eks. Fedddy Nielsen og Thomas W. Pedersen.
De var begge med i søndags, da Maribo smed to point mod Nr. Alslev i slutfasen som mange gange før i denne sæson.
Således også i det første møde mellem aftenens to kombattanter på Blæsenborg Allé, hvor Maribo førte 2-0 til et kvarter før tid, men Nakskov alligevel vandt i overtiden på et sejrsmål af Martin Rasmussen.
Nakskov mangler udover Maribo at møde: Systofte (hjemmekamp), B.1901 (udekamp), Nr. Alslev (hjemmekamp) og Øster Ulslev (udekamp).
Maribo mangler efter i aften at møde: Frem Sakskøbing (hjemmekamp), Systofte (udekamp) og B.1938 (hjemmekamp)
Foto: Nakskovs anfører René Rasmussen (tv) i duel med Maribos Kasper Ibsen fra det første møde på Midtlolland, hvor Nakskov vandt 3-2.

Nakskov og Maribo kæmper om overlevelse i LF-serien i aften i Nakskov Idrætspark.

Offentliggjort Sidst opdateret