Skæbnekamp i Champions League - chancen er lille, men den er der stadig
Mona Obaidli og Carolina Aar Jakobsen skal retur til hjemlandet søndag eftermiddag, for at spille Champions League-kamp mod norske Storhamar. Foto: Hans Kurt Frederiksen
Hans Kurt Frederiksen
NFH skal bruge en sejr på udebane mod Storhamar, for at bevare en behersket tro på, at de kan gå videre i turneringen.
Champions League-turneringen har langt fra været nogen dans på roser for NFH, der er kommet til kort i langt de fleste kampe indtil nu mod Europas stærkeste mandskaber.
Et kig på tabellen i den gruppe som NFH tilhører, giver da heller ikke meget opmuntring. Bare tre point har klubben skrabet sammen i ni kampe og det rækker kun til en sidsteplads i gruppen. Senest tabte man i lørdags, ganske vist en smule uheldigt, med 31-28 til kroatiske Podravka, der var en af de klubber man gerne ville måle sig med, men de er nu stukket af og ligger lunt i svinget.
Det gør NFH ikke, og med tre point på kontoen og tre point op til den sjetteplads, som giver videre avancement, skal der point på kontoen i dag, når gruppens næstdårligste hold Storhamar tager i mod lidt nord for Oslo søndag eftermiddag.
Vind eller forsvind
- Med fem kampe tilbage og ti point og spille om, har vi stadig en mulighed, men det er klart, at det ikke er i alle kampe, vi kan gøre os forhåbninger om point, så skal vi have bare en lille chance, så skal vi slå Storhamar. Ellers er det slut, konstaterer NFH-træner Jakob Larsen, der har tabt de tre seneste indbyrdes møder med det norske hold.
Senest vandt Storhamar 33-28 i Nykøbing i efteråret i en kamp, hvor NFH ellers førte med 10-5, men slet ikke kunne holde fast i føringen.
-Men jeg tror på, at vi har en chance deroppe. Det skal jeg selvfølgelig gøre, men jeg bygger min tro på, at de har haft lidt intern uro på det seneste, og det ser ud som om, at det har sat sig lidt i spillerne, fortæller Jakob Larsen.
Det er primært den norske landsholdsspiller Ane Cecilie Høgseth, der har været genstand for uroen. Det var lagt op til at hun skulle forlænge sin kontrakt med klubben, men så viste Ikast interesse for stregspilleren efter at Sarah Iversen blev korsbåndsskadet ved EM, og det fik Ane Cecilie Høgseth til at trække i land med kontraktforlængelsen. Det ville Storhamar ikke finde sig i og plantede Ane Cecilie Høgseth på bænken og det hele endte med at Storhamar lod hende gå allerede nu kvit og frit til Ikast på en lejeaftale, der bliver byttet ud med en permanent kontrakt til sommer.
Kender dem godt
- Men det er stadig et rigtig godt hold vi skal møde med Mona Obaidli's søster Anniken og Mia Svele som nogle af omdrejningspunkterne sammen med højrebacken Mathilde Rivas-Toft og den stærke venstrefløj Kristin Venn, siger Jakob Larsen.
Også Storhamar, der senest tabte 31-28 til Gloria Bistrita i Rumænien, har kniven for struben, da de kun har fem point på kontoen, så der er lagt op til et spændende slag, mener Jakob Larsen.
- Men efter sejren over København i onsdags, synes jeg vi står et rigtig godt sted, og jeg håber den selvtillid det gav at vinde en tæt kamp mod København, kan føres med til kampen mod Storhamar.
Han må fortsat undvære den skadede Kalidiatou Niakaté, men der er forhåbninger om at højrefløjen Maja Magnussen, der sad over med en mindre skade mod København, er klar til søndagsslaget i Norge.
Der er kampstart kl. 14:00 og kampen vises som streaming på Viaplay og på DR1.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik