Skæbnesvanger flyvetur har gjort golfstjernen til et bedre menneske

Thorbjørn Olesen deltog for otte år siden ved OL i Rio. I mellemtiden har danskeren haft en ufrivillig pause fra golfsporten på to år fra 2019 til 2021 på grund af en retssag, der endte med frifindelse. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Thorbjørn Olesen har fået genskabt golfkarrieren efter en katastrofal flyvetur, der betød, at han i et år var væk fra golfbanerne. Torsdag tager han hul på OL.

Offentliggjort Sidst opdateret

Golfspilleren Thorbjørn Olesen kan igen smile og glæde sig over at være tilbage på toppen.

For fem år siden begyndte det mørkeste kapitel i danskerens liv, da han satte sig om bord på et fly.

Flyrejsen fra USA til London blev skæbnesvanger for Olesen, der først halvandet år senere kunne lægge turen bag sig. Hvad der skete, ved han ikke selv, men det blev oprullet i en retssag.

Sagen om upassende opførsel på flyet endte med frikendelse, men den har alligevel sat dybe spor.

- Jeg har accepteret, at det kommer til at være ved mig i resten af mit liv.

- Jeg har bearbejdet det med mennesker omkring mig, og jeg er helt sikkert kommet videre. Jeg er en bedre person nu, og jeg har lært utroligt meget af det, siger Thorbjørn Olesen.

Den 34-årige golfspiller, der har vundet otte turneringssejre og Ryder Cup med Europa, tager torsdag hul på til sit andet OL.

Det havde han ikke troet, da han stod midt i sit livs største krise.

Fra juli 2019 og et år frem spillede han ingen turneringer, og det var tvivlsomt, om han nogensinde ville få genstartet karrieren og nå tidlige tiders niveau.

- Hvis du havde sagt til mig for fire år siden, at jeg ville stå her, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde troet på det. Jeg er utrolig stolt af det, og det har været et stort mål at komme med.

- Det er svært at komme tilbage, når man har haft så lang en pause fra golf og især turneringsgolf. Det har krævet utrolig meget arbejde. Men det gør det også bare federe at stå her nu, siger Thorbjørn Olesen.

Før den skæbnesvangre flyvetur havde han vundet fem turneringer på DP World Tour og været med til at vinde Ryder Cup i 2018 med Europa - faktisk på den olympiske golfbane i Paris.

I det, der nu er anden del af karrieren, er det blevet til yderligere tre turneringssejre. Den seneste kom i januar, da han vandt i De Forenede Arabiske Emirater.

I dag har Thorbjørn Olesen fået en anden tilgang til golfspillet end før flyveturen.

- Jeg ved ikke, om jeg er den samme golfspiller, som før det skete, men jeg har udviklet mig som person.

- Jeg var nogle dårlige steder mentalt, og er et andet sted nu. Jeg har en kone og to børn, som jeg elsker overalt på jorden, og det har sat nogle ting i perspektiv, siger Olesen, der bor med familien i Dubai.

- Golfsporten er ikke altid nummer et mere, som den måske var i meget lang tid for mig.

- Det er en fordel for mig, at jeg kan lægge det på hylden og koncentrere mig om andre ting. Der er sket en masse gode ting, siger han.

Han udelukker heller ikke, at det kan ende med en dansk OL-triumf i golf for enten Nicolai Højgaard eller ham selv.

23-årige Højgaard har vundet tre turneringer på DP World Tour - blandt andet sidste års sæsonfinale.

- Både Nicolai og jeg har chancer. Der er andre, der er favoritter, men vi har begge vist, at vi kan vinde store turneringer.

- Det er en bane, jeg har gode minder fra. Tidligt i min karriere blev jeg nummer to på den, og så var der også Ryder Cup i 2018, der var kæmpestort.

- Det er altid godt at komme ind med den fornemmelse, siger Thorbjørn Olesen.

/ritzau/

FAKTA: Vejen fra tiltale til frifindelse

* 29. juli 2019: Thorbjørn Olesen har angiveligt opført sig upassende på et fly fra USA til London, hvor han dengang boede. Ved ankomsten til Heathrow med British Airways-flyet bliver han anholdt, afhørt og senere løsladt.

* 1. august 2019 bliver danskeren officielt tiltalt efter to milde voldsparagraffer samt at være beruset om bord på et fly.

* Han var tiltalt for "sexual assault on a female", hvilket dækker over berøring af seksuel karakter uden samtykke. Ifølge engelsk lov kan det give bøde og/eller fængselsstraf op til seks måneder.

* Han blev tiltalt for "assault by beating", hvilket i engelsk lov dækker over et overfald af mindre karakter, hvor offeret er blevet forulempet, men ikke er blevet tilføjet fysiske skader. Der kan i disse sager gives bøde og/eller fængselsstraf i op til seks måneder.

* Han var tiltalt for at være beruset om bord på et fly, hvilket kan skabe fare for sikkerheden. Det kan straffes med bøde.

* 6. august 2019 meddeler European Tour, at Olesen er udelukket fra at spille turneringer, mens sagen pågår. PGA Tour følger trop og suspenderer også danskeren.

* 21. august 2019 nægter Olesen sig skyldig i anklagerne under en høring ved retten i London. Hans advokat forklarer, at danskeren havde taget sovemedicin inden flyveturen, og at det var årsag til hans opførsel. Selv erindrede han ikke hændelserne.

* 18. september 2019: Olesen nægter sig fortsat skyldig i ny høring, og retssagen sættes til 11. maj 2020, såfremt danskeren fastholder sin uskyld.

* 3. juni 2020 meddeler Ecco Tour, at Olesen er en af en række danske golfstjerner, som deltager i en invitationsturnering i Himmerland 24.-26. juni. Olesen er fortsat suspenderet af European Tour på dette tidspunkt.

* 2. juli 2020 ophæver European Tour suspenderingen af danskeren i kølvandet på coronapandemiens udskydelse af golfdanskerens retssag til december 2021.

* 30. juli 2020 gør Olesen comeback på European Tour.

* 6. december 2021 indledes retssagen mod Thorbjørn Olesen i Aldersgate House Nightingale Court i London.

* 8. december 2021 frikendes den danske golfspiller i alle tre tiltaleforhold.

Kilder: Jyllands-Posten, Ritzau, DR, North London Magistrates Court Admin Centre.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu