Skæbnetime for Meng

Oliver Meng har de seneste par dage været både til indvejning og pressemøde forud for hans titelkamp mod den ubesejrede amerikanske bokser. Foto: Sebastian Svensson

Oliver Meng og hans modstander er vejet ind og klar til kampen i Frederiksberg-Hallen i aften. - Jeg er stadig Danmarks bedste, sagde selvsikre Oliver Meng forud for opgøret.

Offentliggjort Sidst opdateret

KØBENHAVN: Det bliver ikke meget større for en 22-årig bokser. Oliver Meng, der er hyldet af bokseeksperter, promotere og medier som et af de største talenter indenfor dansk professionel boksning, og han skal i aften stå over for sin hårdeste prøve hidtil, når der skal kæmpes om WBC Junior-mesterskabet mod en dynamisk, stor og ubesejret bokser i amerikanske Eslih Owusu.

- Han er stor, men jeg har slået større folk end ham, og jeg er overbevist om, at jeg kan vinde, siger Oliver Meng.

- Jeg er altid mere nervøs end Oliver, tilføjer falstringens far og træner, Morten Meng.

De to kæmpere fra hver deres side af Atlanterhavet blev i går kl. 14 vejet ind og godkendt til, hvad der bliver en af aftenens hovedkampe om et bælte, der kan katapulte Oliver Meng op i top-40 for hans vægtklasse.

Repræsenterer landsdelen

Oliver Meng er stolt af, hvor han kommer fra, og selv om han altid er glad for at repræsentere Danmark, så er det især hjemstavnen, han bærer med sig op i ringen.

- Selv om folk kan sige så meget om, at jeg er arrogant og, og der er nogen, der siger, jeg er flabet, så er jeg bare en dreng fra Falster, der elsker at vise, hvad jeg er bedst til. Og hver gang jeg kæmper, så er det for Lolland-Falster først og fremmest, siger Oliver Meng.

Trives under pres

Selv om der selvfølgelig ligger et stort pres på Oliver Mengs unge skuldre, så er det ikke noget, der rører ham negativt - tværtimod.

- Presset og ansvaret er aldrig noget, der har rørt mig. Jeg trives under det, og det har jeg altid gjort, siger Oliver Meng og tilføjer, at det bliver hans sværeste modstander indtil nu.

Ved indvejningen viste bokserne, at de er klar til aftenens opgør, der kan blive en kæmpe hak i bæltet for dem begge. Foto: Morten Meng

- Jeg glæder mig bare enormt meget til at vise, at jeg stadig er Danmarks bedste bokser, siger Oliver Meng.

Der er stadig billetter til salg til Frederiksberg-Hallen, men vil man hellere se det hjemmefra, kan man gennem www.danishfightnight.tv købe sig adgang til at livestreame alle kampene - hvor også den lokale sværvægter Kem Ljungquist kæmper - for 250 kr.