- Skal være en talentfabrik

Velo-formand toner rent flag om Lolland-Falsters rolle.

Offentliggjort Sidst opdateret

Drop de velkendte undskyldninger om lokal tristesse. Fokuser i stedet på det, som vi kan: produktion af talenter.

Sådan lyder det fra Boldklubben Velos formand, Thomas Østergaard. På søndagens temamøde i DBU Lolland-Falster, der drejede sig om lokalfodboldens fremtid, kom Thomas Østergaard med bud på, hvordan Lolland-Falster fremover kan udklække gode spillere.

Det skete på baggrund af opgaven ”Drengeprojektet under DBU Lolland-Falster”, som han for nylig forsvarede på et af DBU’s kurser for ledelsestalenter.

- Vi vil gerne undskylde os med geografi, demografi, skolelukninger og uddannelsesmuligheder. Lad os dog prøve at gøre noget ved dét, som vi kan gøre noget ved, nemlig at lokke børn til at spille fodbold, siger Thomas Østergaard og fortsætter:

- Det kan godt være, at jeg sætter overliggeren lidt højt, men jeg mener, at Lolland-Falster har en enorm mulighed for at blive kendt som en talentfabrik.

Han peger på hotte Søren Christensen i FC Nordsjælland, Anders Due i AaB, Mads Petersen og Johannes Madsen i FC Midtjylland og Rochester-brødrene i HB Køge som gode eksempler.

- Jeg sidder ikke og sukker over, at de er væk. Jeg synes, det er fedt, at vi har ’små ambassadører’ rundt omkring i landet, som bringer glans over vores talent-arbejde.

Lolland-Falster får ifølge Thomas Østergaard aldrig et Superliga-hold. Større klubber uden for landsdelen vil altid ”hugge” de bedste lokale talenter. Det betyder dog ikke, at Thomas Østergaard ikke har nogen ambitioner på vegne af lokalfodbolden.

- Vi skal bare erkende, at vi ligger i den del af fødekæden, hvor andre vil høste frugterne af vores arbejde. Men det skal vi ikke være kede af. Tværtimod. Det må godt være et mål i sig selv at udvikle spillere.