Skanderborg Håndbold holder liv i spinkel medaljechance
Cornelius Kragh scorede syv gange, da Skanderborg besejrede Århus i DM-slutspillet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Med en udesejr i Aarhus høstede Skanderborg sine første to point i slutspillet og kan stadig nå semifinalen.
Skanderborg Håndbold lever fortsat i håbet om at avancere til DM-semifinalerne i herrehåndbold.
Med en udesejr på 32-31 over lokalrivalen Århus Håndbold hentede Skanderborg sine første to point i slutspillet.
Aarhusianerne bliver til gengæld stående uden point, og efter tre kampe har holdet reelt udspillet sin mulighed for at gå videre.
Det er status efter en kamp, der ikke var så tæt, som cifrene antyder, og hvor Århus ikke var foran en eneste gang i de 60 minutter.
Skanderborg havde ved flere lejligheder i første halvleg et forspring på tre mål, men kort før pausen fik Århus alligevel udlignet til 14-14.
To scoringer af Mads Kalstrup og Mike Haack i halvlegens slutfase sørgede dog for, at Skanderborg gik til pause med en 16-14-føring.
Hjemmeholdet kom fint ud til anden halvleg og udlignede straks til 16-16, men hver gang aarhusianerne så ud til at have tilkæmpet sig et overtag, mistede de det igen.
Venstrebacken Cornelius Kragh havde gang i skudarmen, og Skanderborg trak langsomt fra igen.
Med et smart skud sørgede Morten Kirk Olesen med 14 minutter igen for Skanderborgs første tremålsføring i anden halvleg. Og da Mads Kalstrup kort efter øgede til 26-22, var der ved at være langt op for hjemmeholdet.
Kort efter tog Århus-træner Erik Veje Rasmussen timeout i forsøget på at vende billedet, men nogen stor effekt fik trænerens opsang ikke.
I stedet bragte Skanderborg sig foran 30-25, og selv om hjemmeholdet fik lov til at reducere nogle gange i slutfasen, var der ikke tvivl om udfaldet.
Trods sejren har Skanderborg dog langt op til GOG og Bjerringbro-Silkeborg, der fører slutspilspuljen med henholdsvis otte og fem point. De to bedste hold avancerer til semifinalerne.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker