Skanderborg leverer ny overraskelse og slår duksen Aalborg
Aalborg førte ikke en eneste gang i onsdagens kamp mod Skanderborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Skanderborg slog endnu et tophold i håndboldligaen. På udebane blev Aalborg endda slået klart.
Skanderborg har glade dage i Herre Håndbold Ligaen. For en uge siden slog man topholdet Bjerringbro-Silkeborg hjemme, og onsdag fulgte man op ved at slå rækkens førerhold, Aalborg, med 29-25 på udebane.
Det skete i en kamp, hvor Aalborg ikke en eneste gang var i front.
Skanderborg førte 13-11 ved pausen, men mod slutningen fornemmede man, at Aalborg ville sætte en afgørende slutspurt ind efter reduceringen til 21-22, men i stedet var Skanderborg klart bedst i de sidste minutter.
Særligt Mathias Bitsch var flyvende, og med ni mål var backen en stor faktor i triumfen.
Den bragte Skanderborg op som nummer fem med 19 point, og dermed ligger holdet lunt i svinget til en plads blandt de otte i slutspillet.
Aalborg fører stadig rækken med 24 point, men GOG kom nærmere og rykkede op på andenpladsen med 23 point med sejren på 27-24 over Ringsted.
GOG fik aldrig skabt noget stort hul, og Ringsted kom helt tæt på ved 23-25, men det blev aldrig for alvor spændende.
Skjern, der har skuffet på den hjemlige front midt i Champions League-eventyret, fik en tiltrængt sejr på 33-26 ude over Mors-Thy og avancerede til syvendepladsen med 16 point.
Samtidig rykkede Sønderjyske ned som nummer otte med 15 point på grund af det overraskende nederlag til bundholdet Lemvig på 27-30.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned