Skidt præstation - NFH taber stort i Rumænien

Stine Eiberg Jørgensen og NFH fik ikke noget med hjem fra udebaneturen til rumænske Gloria Bistrita. Foto: WolfArt

Indsatsen i kampen mod Gloria Bistrita var ikke på Champions League-niveau, og så endte det i et stort nederlag.

Offentliggjort Sidst opdateret

BISTRITA: Heller ikke syvende spillerunde lykkedes det NFH at få en sejr i Champions League, og hvis indsatsen ikke bliver bedre i de resterende kampe, så bliver de sidste syv kampe i turneringen noget af en sejtrækker.

Mod et ganske ordinært hold fra Gloria Bistrita fra Rumænien, der indtil lørdag eftermiddag, kun stod noteret for en enkelt sejr, formåede NFH aldrig at hæve sig op på et respektabelt niveau, og i hvert fald ikke et niveau, der hører til i Champions League.

Det rumænske hold havde ikke meget at byde på og slet ikke i det kollektive spil, som i perioder nærmest slet ikke eksisterede, og i første halvleg stod fejl og mærkværdige beslutninger samt dårlige afslutninger, der i den grad manglede kvalitet, nærmest i kø.

De rumænske værter kom foran med 13-8 og 16-11 inden NFH frem mod pausen fik hentet lidt af det tabte og kun var bagud med 16-14.

NFH burde have haft gode muligheder for at hente det fortabte ind efter pausen, for Gloria Bistrita, var langt fra noget skræmmende bekendtskab. Men i stedet skete det stik modsatte.

Gæsterne var med til 23-20 ti minutter inden i anden halvleg, men så knækkede filmen fuldstændig.

Angrebet gik totalt i stå og fejlene og de brændte afslutninger hobede sig igen op, og uden på nogen måde at imponere træk rumænerne fra i de sidste minutter, hvor NFH nærmest gik helt i opløsning og endte med at tabe hele 37-29.

Der er mulighed for revanche allerede næste lørdag, når turneringen vendes om og Gloria Bistrita kommer til Nykøbing.

Nederlaget betyder at der skal ske mirakler, hvis NFH skal videre til turneringens ottendedelsfinaler, til trods for, at der stadig mangler syv kampe.