Skifte til ishockey-miniput har løftet Bjorkstrand
På den seneste verdensrangliste er det kroatiske ishockeylandshold blot nummer 30 og dermed langt efter Danmark, der længe har balanceret omkring den nuværende 13.-plads.
Alligevel har Patrick Bjorkstrands skifte til Medvescak Zagreb i den kroatiske hovedstad været et stort skridt fremad for den danske landsholdsspiller.
Klubben er nemlig en del af den russisk baserede Kontinental Hockey League (KHL), der vurderes som verdens næststærkeste - kun overgået af NHL.
- Det har givet mig meget taktisk. Jeg er blevet mere bevidst om, hvor meget det koster, når man laver fejl. Jeg spiller mere sikkert og er blevet bedre til at vinde pucken, siger Patrick Bjorkstrand.
- Man skal være indstillet på, at det er hårdt. Men det hæver niveauet at komme til KHL. Man kan også se på Tjekkiet, som vi skal møde lørdag, at det har gjort dem godt at have mange KHL-spillere med, siger Bjorkstrand.
Den hurtige herningenser er måske den af de danske landsholdsspillere, der har taget det største skridt frem siden sidste år.
Landsholdskæden med Bjorkstrand, Frederik Storm og Jesper Jensen har ikke de store navne, men har alligevel været i stand til at skabe en række chancer og har også lavet et par mål ved det igangværende VM i Minsk.
- Det er gået godt for vores kæde, og det hjælper os jo individuelt. Når vi har fået mere tillid, er det fordi, vi fortjener det. Det er ikke noget, der bare kommer ud af det blå.
- Vi er alle hurtige og spiller meget ens. Både Frederik og jeg kan lide at få pucken i høj fart og spille kontraspil. Vi har tillid til hinanden og har en god kemi sammen, siger Patrick Bjorkstrand.
Efter lørdagens møde med Tjekkiet venter mindst to VM-kampe mere, inden der er sommerferie.
Også næste sæson kommer til at foregå i Kroatien, hvor Bjorkstrand har kontrakt til 2015.
- Ishockey er ikke nogen særlig stor sport i Kroatien, men lige præcis i Zagreb er der en okay ishockeykultur. Og det har været sjovt at være med til at se, hvor meget det har udviklet sig, mens jeg har været der, siger Patrick Bjorkstrand.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie